Vi kommer ikke til at se Ryan Johnson Laursen optræde i David Beckhams Inter Miami i denne ombæring.

B.T. har tidligere kunnet afsløre, at David Beckham, der ejer MLS-holdet, var lun på OB-backen.

I podcasten 'Stemmer fra Ådalen' bekræftede Ryan Johnson Laursen interessen og var smigret over at blive forbundet med en klub, hvor stjerner som Gonzalo Higuaín optræder. Samtidig gjorde han det klart, at det ville være et eventyr, som han ville have svært ved at takke nej til.

Det har undret mange, at selvom interessen for skiftet var stor hos begge parter, blev det alligevel ikke til noget. Det har fået rygterne til at svirre om, at Ryan Johnson Laurses skifte var blevet lagt i graven på grund af hans kæreste-situation. Hun har nemlig landet et godt job i Danmark – men de rygter maner Ryan Johnson Laursen i jorden for nu.

Ryan Johnson Laursen bliver i OB trods stor interesse fra Inter Miami i USA.
Ryan Johnson Laursen bliver i OB trods stor interesse fra Inter Miami i USA. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

'Min dejlige kæreste har landet et flot job – det er jeg virkelig stolt over,' starter OB-spilleren med at skrive i et Instagram-opslag, hvor han langer ud efter dem, der har spredt de mange rygter:

'Hvad jeg er mindre stolt over, er, at hendes private opslag på Instagram skal bruges til en spekulativ mediehistorie om min fremtid. Interessen fra Miami er en offentlig historie, og jeg har fortalt, hvad jeg mente om den,' står der videre i opslaget.

Ryan Johnson Laursen gør det klart, at han ikke ville kunne skifte til USA, da transfervinduet for længst er lukket i landet. Det er dog ikke udelukket, at et salg af OB-profilen kan komme i en nærmere fremtid.

Og et skifte ville være særlig lukrativt både for Beckhams Inter Miami og OB-profilen.

For ud over at Ryan Johnson Laursen og familien kunne nyde solen, stranden og palmerne i Miami, ville OB-backen ikke tælle som en udlænding i den amerikanske klub, da han har dobbelt statsborgerskab  – dansk og amerikansk.

Ryan Johnson Laursen forbliver dermed OB-spiller for nu, men han har kontraktudløb med odenseanerne næste sommer.