Det er ikke blevet til mange minutter i benene de sidste kampe for en af sidste års største profiler i AGF, Patrick Olsen.

Men i kampen mod Randers FC søndag eftermiddag fik han chancen fra start, og han mener, at han fik vist sig udmærket frem.

»Jeg synes, jeg spiller en fin kamp, men det er ikke mig, der skal evaluere mine præstationer. Jeg leverede okay. Det er ingen hemmelighed, at jeg er bedst, når vi har bolden, og ikke når vi skal mose hinanden. I kampe mod Randers er bolden meget i luften, og der er meget direkte spil.«

Efter indkøbet af Mikael Anderson er Patrick Olsen røget ud i kulden og har ikke været at finde blandt David Nielsens foretrukne startellever. Det er kun blevet til indhop, og så er han startet i to kampe, hvor AGF har været ramt af skader eller karantæner.

Nu håber han på, at han kan spille sig ind på holdet igen, gennem de chancer han får.

»Jeg træner så godt som muligt og tager de chancer, jeg kan få. Det er ikke mig, der sætter holdet. Jeg prøver kun at være den bedste version af mig selv og kæmpe mig tilbage.«

AGF tabte kampen til Randers FC med 1-0 efter en skuffende præstation, hvor holdet på ingen måde viste samme udtryk som i kampen mod AaB, og det fik David Nielsen til at give spillerne en opsang efter kampen.

»Indsatsen er set bedre. Især i sådan nogle kampe er man nødt til at sætte sig i respekt fra start. Det er er godt spørgsmål, hvorfor vi ikke har samme udtryk som mod AaB. Det er spørgsmål til en million kroner, for hvis nogen havde svaret, havde man ikke tabt kampe. Der er bare svipsere nogle gange. Jeg vil ønske, vi havde startet som mod AaB i mandags,« sagde Patrick Olsen efter kampen.

AGF skal på onsdag møde Sønderjyske på hjemmebane i Sydbank Pokalen.