AGF havde en forhåbning om at være med i toppen af Superligaen og spille europæisk inden denne sæson startede. Men det er ikke lykkedes for 'De Hviiie'.

I stedet kan de kigge på rivalerne fra Randers FC, der efter 13 runder ligger nummer tre i Superligaen og gør sig gældende i europæisk fodbold.

Derfor mener Thomas Gravesen, at AGF er lillebror i forhold til Randers FC i øjeblikket. Det siger han til Discovery.

»Randers FC er bestemt et sted, hvor AGF gerne vil være. Randers spiller med i toppen af Superligaen, og de spiller europæiske kampe. Det er helt klart et sted, AGF stiler efter at komme hen. Randers spiller bedst i øjeblikket,« siger Thomas Gravesen i klippet øverst i artiklen og fortsætter.

Foto: DAVID KLEIN
Vis mere

»AGF har haft en svær tid, men er lige så stille begyndt at finde tilbage til dyderne, som David Nielsen gerne vil have. Men jeg ser klart Randers som værende storebror i øjeblikket mellem de to hold.«

AGF tabte søndag eftermiddag med 1-0 til Randers FC, og efterfølgende havde David Nielsen givet en opsang til spillerne, der ikke viste samme udtryk som i forrige kamp mod AaB.

Hvad han sagde til spillerne, var AGF-træneren ikke interesseret i at dele med pressen efter opgøret.

AGF spiller næste opgør onsdag, når de tager imod Sønderjyske i Sydbank Pokalen hjemme på Ceres Park.