Det er nu officielt, at FCK henter Peter Ankersen hjem.

Klubben har bekræftet transferen lørdag formiddag.

Som B.T. kunne fortælle, ankom han til København fredag, og lørdag er han så blevet præsenteret som ny spiller i klubben, han også spillede for fra 2016 til 2019.

30-årige Ankersen har fået en kontrakt på fire år.

»Peter er uden tvivl en af de allerbedste højre backer, der nogensinde har været i FCK,« siger manager Ståle Solbakken i pressemeddelelsen.

»Han udviklede sig under sit seneste ophold her til en leder på holdet og en spiller, der altid leverede på højt niveau både i kampe og på træningsbanen. Han kender vores måde at spille på, og han stiller høje krav til sig selv om sine omgivelser,« tilføjer nordmanden.

Ankersen har det seneste år spillet i Genoa fra Serie A, men fandt ikke lykken her.

»Jeg har hele tiden vidst, at jeg gerne ville retur til FCK på et tidspunkt,« siger Peter Ankersen.

»Det er kommet lidt tidligere, end jeg forventede, men det viste sig, at timingen var den rigtige nu for alle parter, og så var der ingen tvivl hos mig. FCK er min klub, og det er her, jeg føler mig hjemme som fodboldspiller, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang,« tilføjer han.

Peter Ankersen er allerede påbegyndt træningen i FC København.