FC Midtjyllands europæiske kampagne er en sand seermagnet sammenlignet med de andre danske hold.
Ugens tal for de danske kampe i Champions League- og Europa League-kvalifikationen er blevet gjort op, og her er de danske mestre med afstand en sikker vinder i forhold til at få danskerne til at se med foran tv-skærmen.
Tirsdagens opgør i Tjekkiet mod Slavia Prag havde 204.000 danske sæt øjne på sig, mens FC Københavns kamp i Parken mod polske Piast blev fulgt af 60.000 danske tv-seere.
Sønderjyske og deres kamp mod tjekkiske Viktoria Plzen følger efter med næsten lige så mange seere. Det opgør blev set af 50.000 danskere.
Med til historien hører, at FC Midtjylland og Sønderjyskes kampe blev vist på TV3+, mens FC Københavns avancement ikke var en del af Yousee-pakken, da det var Discoverys rettighed.
Undervejs i den kamp oplevede Discovery og deres streamingstjeneste Dplay et nedbrud, hvilket fik seerne til at rase.
Ikke desto mindre var der et fald til københavnerne, da deres forrige kamp i samme turnering mod IFK Göteborg og hos samme rettighedshaver blev set af 96.000 danskere.
For FC Midtjylland holdt kampen mod Slavia Prag samme niveau som deres kamp mod Young Boys, som 205.000 danskere så blive slået ud af Champions League-kvalifikationen.
I et interview med B.T. i juli kaldte Peter Froulund, der er branding- og kommunikationsdirektør i Arbejdernes Landsbank, som har en række sponsorater i Superligaen, det for en katastrofe, at Danmarks bedste række bløder tv-seere, når kampene bliver vist hos Canal 9, der er en del af Discovery.