De sidste mange år har det været FC Nordsjælland, der har været kendt som Superligaens talentfabrik.

Det tyder ikke på, at talentmassen i Farum tørrer ud. Men den blomstrer også andre steder. Et af dem er i Odense.

OB har med klubbens nye strategi en målsætning om, at klubbens unge akademispillere skal stå for mindst 25 procent af den samlede spilletid. Indtil videre i sæsonen er OB et godt stykke over målet.

OB skriver onsdag på sin hjemmeside, at de unge spillere har stået for 40 procent af den samlede spilletid i denne sæson.

Senest var der fem egenudviklede spillere i startopstillingen, da Vejle blev sendt hjem til Nørreskoven med en lussing på 6-0. Desuden blev yderligere tre skiftet ind.

Og det stopper slet ikke der. Fem af de seks mål mod Vejle blev scoret af egenudviklede OB'ere. Kun målscorer Troels Kløve har fået sin fodboldopdragelse i en anden klub.

»Det er jo kun et øjebliksbillede, men det er da kampe som den mod Vejle, der gør mig glad og stolt på drengenes vegne,« siger Nicolas Arvid Hedeman, der er OBs transitionstræner, til klubbens hjemmeside.

»Jeg er her for at hjælpe spillerne bedst muligt med deres individuelle udvikling, så de har de bedst mulige forudsætninger for at gøre sig gældende, sådan som det skete i fredags. Det kan se helt anderledes ud, hvis vi gør status om et par uger igen, så det er på med arbejdshandskerne for de unge mennesker,« fortsætter Nicolas Arvid Hedeman.

Transitionstrænerens arbejde består i at sluse spillerne ind i førsteholdstruppen, når de har fået et godt fundament på klubbens akademi.

»Den svære del er at tage det næste store skridt, som det er at blive en etableret spiller på et superligahold med top 6-ambitioner. Det er her, jeg skal bistå spillerne med individuel træning, videoseancer og sparring i det hele taget,« siger han.

Det seneste og yngste skud på OB-talentstammen er 17-årige Jakob Breum, der scorede det sjette og sidste mål i storsejren over Vejle.

Dermed blev han den næstyngste målscorer for OB i Superligaen. Kun Mathias Jørgensen var yngre, da han i sommeren 2018 scorede mod Vendsyssel.

Han blev solgt til New York Red Bulls et halvt år senere. Denne sommer solgte OB den egenudviklede målmandsprofil Oliver Christensen til Hertha Berlin.