'Er du vågen?'

OB's målmandstræner Lars Bjerring er gået i seng. Derfor ser han ikke beskeden fra Oliver Christensen, der tikker ind sent på aftenen.

'Ring til mig i morgen tidlig.'

Det er dagen før dagen. OB-målmanden har noget vigtigt, han vil fortælle sin træner.

»Da jeg så beskederne, kunne jeg jo godt regne det ud. Det var vigtigt for Oliver at fortælle mig det,« fortæller Lars Bjerring, der har hovedansvaret for al målmandstræning i OB, til B.T.

Egentligt havde målmandstræneren haft det på fornemmelsen uden at være helt sikker.

»Jeg har kigget på ham hver dag i fem år, så jeg kan se, hvornår han har en dårlig dag. Den dag kunne jeg mærke, at han var fyldt op i hovedet,« fortsætter han.

»Alt var i vejen. Handskerne var i vejen. Støvlerne var i vejen. Den var gal med hans tape på hænderne.«

»Gribben fra Kerteminde« spillede 65 Superliga-kampe for OB.
»Gribben fra Kerteminde« spillede 65 Superliga-kampe for OB. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det var en af målmandens sidste træninger med sin læremester.

Derfor gav det pludselig mening, da Lars Bjerring så Oliver Christensens beskeder. Nu var den god nok. »Gribben« var flyveklar.

»Jeg var nået dertil, hvor jeg glædede mig til, at transfervinduet lukkede. Enten er han her, eller også er han ikke. Det ville være to helt forskellige situationer,« siger Lars Bjerring, der har stået én superligasæson for HB Køge.

»Det var vigtigt for Oliver at fortælle mig det, inden jeg hørte det andre steder.«

Senere samme dag blev den offentlige hemmelighed officiel. OB's unge målmandsprofil skifter den fynske tilværelse ud med en tysk og skal fremover spille med Hertha Berlins logo på brystet.

»Når man er så tæt sammen, ønsker man virkelig det bedste for hinanden. Derfor blev jeg også enormt glad på hans vegne,« fortæller Lars Bjerring, der er varsom med at tage hele æren for målmandens succes.

Han har trods alt haft andre trænere på OB-akademiet og i barndomsklubben Kertminde. Alligevel har de to et helt specielt bånd, fordi Lars Bjerring har været Christensens første målmandstræner som fuldtidsspiller.

Dét, der startede som en naiv drøm, Oliver Christensen fortalte sin målmandstræner om, blev pludselig til virkelighed.

Lars Bjerring understreger, at han har samme forhold til alle sine målmænd - lige nu er det bare Oliver Christensen, der er mest interessant.
Lars Bjerring understreger, at han har samme forhold til alle sine målmænd - lige nu er det bare Oliver Christensen, der er mest interessant. Foto: Odense Boldklub
Vis mere

»Tanken har hele tiden været, at han skulle blive så god, at han kunne blive solgt til udlandet,« fortsætter målmandstræneren, der har guidet »OC« i fem år.

Udlandet var drømmen, men der har hele tiden været små delmål på vejen dertil.

Første skridt var at få en fuldtidskontrakt og blive nummer tre i OB-hierarkiet. Derfra var målet at blive nummer to – og så lå fokus på at blive klar til at være førstevalg, hvis Sten Grytebust skulle blive solgt.

»Og så har jeg hele tiden sagt til ham, 'hvis du forløser dit potentiale, kan du komme til udlandet'.«

Men én ting er delmål og potentiale. En anden er held. Og heldet har spillet en stor rolle, mener Lars Bjerring.

»Sten forlod OB, da hans kontrakt udløb. Havde han forlænget, havde Oliver måske ikke siddet i Berlin nu. Vi vil så gerne planlægge det hele, men held og tilfældigheder spiller ind.«

Lars Bjerring er sikker på, at tiden var rigtig for den 22-årige målmands skifte til en større klub og liga. Endda til en liga som makkerparret har snakket om, passer godt til Oliver Christensens stil.

»Det er tjubang-fodbold med masser af chancer og mange redninger,« forklarer Lars Bjerring, der også har snakket forventninger med lærlingen.

»Dette er ikke et farvel, men et på gensyn,« skrev Oliver Christensen på sin Instagram-profil dagen efter skiftet fra OB til Hertha Berlin.
»Dette er ikke et farvel, men et på gensyn,« skrev Oliver Christensen på sin Instagram-profil dagen efter skiftet fra OB til Hertha Berlin. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det er naivt at tro, at man kommer til Bundesligaen, får trøje nummer 1 og spiller, til man er klar. Sådan fungerer det ikke.«

Hertha købte førstemålmand Alexander Schwolow for syv millioner euro sidste sommer. Altså mere end det dobbelte af, hvad hovedstadsklubben har betalt for Christensen.

»Jeg tror ikke, de tænker, han er dobbelt så god som Oliver. Man får mere for pengene i Danmark,« vurderer Lars Bjerring, der hurtigt understreger, at han ikke kender det rigtige beløb – og at han i øvrigt ikke går op i det.

Betyder det ikke noget for dig, om det er fem eller 22 millioner kroner?

»Jo, det gør det da,« må han erkende.

»Det er et kvalitetsstempel på det arbejde, vi har gjort. Et hold bruger ikke 22 millioner kroner på en målmand uden at gøre arbejdet grundigt.«

Nu er Lars Bjerring spændt på at se Oliver Christensen tørne ud for Hertha.

»Selvom det bliver forfærdeligt at se, fordi jeg ikke kan gøre noget under kampene.«

Det er allerede aftalt, at målmandstræneren skal besøge Oliver Christensen i Berlin. Både for at se en kamp på stadion, men også for at udveksle erfaringer med »Gribbens« nye målmandstræner Andreas Menger, der selv har vogtet Bundesliga-buret i 1990erne.

»Der er noget værdi i at snakke med mig om, hvorfor han gør sådan og sådan,« forklarer Lars Bjerring, der også øjner muligheden for selv at blive inspireret.

Hjemme i Ådalen kører karrusellen videre. Nu med Hans Christian Bernat som passager.

»Opgaven ligger så dybt i mig. Det lyder forfærdeligt, men jeg har jo bare skiftet 'OC' ud med 'HC',« siger Lars Bjerring.