Lidt frem og lidt tilbage.

Den meget omtalte handel mellem Tottenham og Inter om danske Christian Eriksen kom onsdag lidt længere fra at blive en realitet, fordi italienerne var 'fornæmede' over Spurs' krav for at afgive ham. Det mente mediet Independent at vide.

Men nu torsdag er transferen tilsyneladende alligevel kommet tættere på.

For onsdag aften rejste Inters sportsdirektør, Piero Ausilio, ifølge Daily Mail til London med det primære formål at få en handel med Christian Eriksen i hus.

Der skulle dog også være andre årsager for turen til London.

Således skulle angriberen Oliver Giroud fra Chelsea og Manchester Uniteds Ashley Young også være på listen over spillere, som Inter-chefen ønsker med sig retur til Milano.

Så kommer vi til den del med økonomien, som ofte er det springende punkt i forhandlinger. De er nemlig ikke enige endnu.

Ifølge Daily Mail vil Tottenhams formand, David Levy, have omkring 20 millioner pund, 175 millioner kroner, for at sende ham væk allerede i det her forår, mens det italienske medie La Gazzetta dello Sport mener at vide, at Inter vil betale noget mindre for at få Eriksen her og nu.

Det beløb skulle være i størrelsesordenen 15 millioner euro, cirka 112 millioner kroner.

Som bekendt løber danskerens kontrakt med Tottenham ud efter denne sæson, og han har tidligere givet udtryk for, at han gerne vil prøve en anden udfordring af, hvorfor Tottenham står med knap så gode kort i hænderne.

I første omgang bliver der imidlertid ikke nævnt noget om, at et møde mellem lederne i de to store klubber har fundet sted. Blot at Piero Ausilio er i London og er mødtes med Eriksens agent, Martin Schoots. Schoots og Inter skulle ifølge den italienske avis være enige om en kontrakt, så Eriksen bliver bundet til sommeren 2024 og kan se frem til en årsløn på klækkelige 56 millioner kroner om året efter skat.

Næste skridt kan meget vel være det afgørende møde, der sender Christian Eriksen af sted mod støvlelandet.