Rygterne omkring et Christian Eriksen-skifte til italienske Inter er brandvarme.

Men hvis der er en klub, som håber på på, at handlen ikke bliver til noget, er det angiveligt Paris Saint-Germain.

De franske mestre har nemlig forsøgt at kapre Eriksen i sidste øjeblik ved at byde det beløb - knap 220 millioner kroner - som Tottenham ønsker for danskeren. Det skriver flere britiske medier, blandt andre The Guardian.

Den pris er Inter angiveligt ikke villig til at betale, og nu krydser en masse franske fodboldfans fingre for, at den 27-årige danske skifter til den franske Ligue 1. Det afslører et kig på sociale medier.

Christian Eriksen spillede måske sin sidste kamp for Tottenham, da London-klubben mødte Middlesbrough tirsdag aften.
Christian Eriksen spillede måske sin sidste kamp for Tottenham, da London-klubben mødte Middlesbrough tirsdag aften. Foto: MATTHEW CHILDS
Vis mere

Du kan læse et udpluk af reaktionerne her:

  • PSG... Vores midtbane er for let og lille, ikke atletisk nok. Lad os få Paredes på holdet (han er pt. bænkevarmer, red.) og lad os få fat i Eriksen, Leo (Leonardo er PSGs sportsdirektør, red.)!
  • Hvis Gedson Fernandes (Tottenhams nyindkøbte midtbanespiller, red.) er skiftet til Tottenham, betyder det vel, at Eriksen skifter til vinter. Er det så til Inter eller til PSG? Vi krydser fingre for, at Leonardo får ham til Paris.
  • Med Eriksen ville vores midtbane være meget mere balanceret, og det ville gøre, at vi kan forløse de tre forrestes potentiale (Mbappé, Neymar og Icardi, red.)
  • Inter kommer måske til at lave årets handel ved at hente Eriksen gratis. Jeg fatter ikke, at der ikke er flere klubber ude efter ham, for det er et guldtilbud.
  • Eriksen ville sikkert være en god handel, men jeg synes, at han er lidt dårligere i år.
  • Hvis man har 20 millioner euro (den angivelige pris for Eriksen, red.), og man skal smide pengene på en midtbane, skal det være på Eriksen. Men jeg er ikke sikker på, at vi har brug for ham.

De seneste oplysninger lyder på, at Christian Eriksen ikke er interesseret i at skifte til PSG. Her er han angiveligt bange for at tilbringe for mange minutter på bænken.

Til gengæld melder flere medier, at Eriksen-lejren har en aftale med Inter, der fortsat ikke kan enes med Tottenham om en pris for den danske spiller. Eriksens kontrakt udløber til sommer, og derfor kan danskeren hentes gratis, hvis han ikke allerede skal skifte til vinter.

Den danske kreatør kom til Tottenham i sommeren 2013.