Eden Hazards skifte til Real Madrid har langtfra levet op til de tårnhøje forventinger, men alligevel er belgieren ikke for fin til at sende en stikpille til sin tidligere klub.

Til det belgiske medie Sport/Foot Magazine forklarer den 29-årige stjerne, at han er langt gladere for at spille for Real Madrid nu, end han var i visse perioder i Chelsea.

»Vores træning (i Real Madrid, red.) er altid med bolden, hvor vi arbejder på bevægelse og mønstre,« fortæller Eden Hazard og sender en kritik imod sine tidligere trænere og tidligere klub.

»Når man møder italienske trænere, er der meget mindre nydelse. Det er mere kantet og gentagende. Man finder nydelse i sejre. Jeg tilbragte tre år med italienske trænere, så at finde tilbage til denne her nydelse er godt for mig.«

Eden Hazard i aktion for Real Madrid mod PSG i Champions League.
Eden Hazard i aktion for Real Madrid mod PSG i Champions League. Foto: JAVIER SORIANO
Vis mere

Under tiden i Chelsea stiftede Eden Hazard både bekendtskab med Maurizio Sarri og Antonio Conte som trænere, men de har åbenlyst ikke efterladt noget positivt indtryk hos den kantraketten.

Hazard kom til Real Madrid i sommer fra Chelsea, og den spanske kongeklub gav cirka 100 millioner euro (747 millioner kroner) for belgieren.

I skrivende stund er Hazard skadet, men man regner ham tilbage inden måneden er omme.

Indtil videre har han spillet 13 kampe for Real Madrid, hvor det er blevet til et enkelt mål og fire målgivende afleveringer.