'Ikke sundhedsmæssigt forsvarligt'.

Sådan lyder det tirsdag eftermiddag fra kulturminister Joy Mogensen, der afviser, at der vil blive lukket mere end 500 tilskuere ind til Superliga-kampe. Og den melding er man skuffede over i FC København.

»Vores reaktion er først og fremmest, at vi er skuffede og ærgerlige over, at vores fans og partnere fortsat ikke kan komme til fodbold. Vi har stor respekt for, at vi skal passe på hinanden, men der har ikke været et eneste registreret tilfælde af smitte efter 46 kampe med tilskuere,« siger klubbens kommunikationschef, Jes Mortensen, til B.T. og fortsætter:

»Vi indbød i weekenden blandt andre regeringen til selv at opleve, at det er sikkert at gå til fodbold, men ingen af dem valgte at møde op. Samtidig vil vi – og sikkert mange andre – meget gerne have klarlagt, hvilken evidens der ligger bag beslutningen og vurderingen af, at Superliga-fodbold under den model, vi har lavet, skulle være superspreder-events. Det har vi fortsat til gode at få indsigt i.«

Flere politikere var søndag inviteret til Superliga-fodbold i Parken. Blandt de fremmødte var blandt andre Nye Borgerliges Pernille Vermund, Konservative Folkepartis Naser Khader, Venstres Kim Valentin og Venstres Martin Geertsen.
Flere politikere var søndag inviteret til Superliga-fodbold i Parken. Blandt de fremmødte var blandt andre Nye Borgerliges Pernille Vermund, Konservative Folkepartis Naser Khader, Venstres Kim Valentin og Venstres Martin Geertsen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det var i et skriftligt svar til Ritzau, at kulturministeren gjorde det klart, at det ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt at gennemføre sportsbegivenheder med mere end 500 tilskuere.

»Der er ikke noget, vi i regeringen hellere vil end at fylde tilskuerpladserne med glade fodboldfans, og det viste både DBU og Divisionsforeningen også kunne lade sig gøre, da vi indførte forsøgsordningen. Men vi står i en anden situation nu, end vi gjorde hen over sommeren, hvor smitten var på et meget lavt niveau,« skriver Joy Mogensen.

Ifølge kulturministeren er risikoen for at skabe superspreder-begivenheder simpelthen for stor.

Meldingen kommer, kort tid efter DBU og Divisionsforeningen har lanceret en kampagne for at lægge pres på politikerne i håb om at få tilskuerne tilbage på lægterne.

En plan, der altså ikke ser ud til at lykkes foreløbigt.

»Der er 850 millioner kroner på spil. Men det er kun begyndelsen, for kan vi ikke komme i gang, så mister vi relationen til vores partnere og vores sæsonkortholdere. Så snakker vi om en økonomisk og beskæftigelsesmæssig skadevirkning i år fremefter,« sagde direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen til DR søndag.

Senest har Venstre så gjort det klart, at de ønsker flere tilskuere og går ind for en fuld tilbageførelse af den nuværende superligaordning øjeblikkeligt.

Idrætsordfører Stén Knuth oplyser, at han på baggrund af det skriftlige svar fra ministeren vil kalde kulturministeren og erhvervsministeren i samråd.

På grund af suspenderingen af superligaordning skal klubberne lige nu rette sig efter regeringens forsamlingsforbud, der tillader 500 mennesker på stadion. Det er inklusiv spillere, trænere og dommere.