Det er kun få uger siden, at Brian Laudrup teasede for, at der var et stort familieprojekt på vej. Og nu er der kommet nye ledetråde.

'Vi kan næsten ikke vente med at fejre offentliggørelsen af vores nye familieprojekt med jer alle. Hold øje for mere,' skrev den tidligere landsholdsspiller på Instagram tidligere i oktober.

Og nu har familien Laudrup oprettet en selvstændig Instagram-profil med navnet 'Laudrup LTD', hvor man har lavet et opslag med teksten 'kommer snart' prydet med et dansk og skotsk flag.

Mange har gættet på, at der venter et realityprogram om familien rundt om hjørnet, og det kan bestemt stadig være tilfældet, men der er også interessant læsning at finde, hvis man slår det nye firmanavn 'Laudrup Ltd (Limited, red.)' op.

Companies House er den instans i Storbritannien, der registrerer alle firmaer. Og her kan man finde flere informationer om Laudrup-firmaet, der blev oprettet i starten af september og er registreret i Skotland, hvor Brian Laudrup spillede fra 1994 til 1998 for Glasgow Rangers.

I firmaet står Brian Laudrup og hans børn Rasmine Laudrup og Nicolai Laudrup opført som direktører for firmaet, der er oprettet under kode '46342', som ligger inde under salg af vin, øl, spiritus og andre alkoholiske drikke.

Måske er der en Laudrup-whisky på vej? Eller måske er Brian Laudrup blevet inspireret af brormand Michael, der selv stiftede firmaet Laudrup Vin i 1990'erne.

Laudrup-familien er dog ikke de eneste, der er involveret i firmaet.

Også en skotte ved navn Graeme Clark er opført som direktør. Slår man ham op på Linkedin, ser man, at han ejer et promoveringsfirma, der blandt andet slår sig på at arrangere arrangementer med Glasgow Rangers-legender - heriblandt Brian Laudrup.

Ifølge oplysningerne ejer Brian Laudrup 40 procent af firmaet, Nicolai Laudrup 30 procent, Rasmine Laudrup 20 procent og Clark 10 procent.

Det fremgår også, at Laudrup-klanen var nødt til at rette firmaoplysningerne til i midten af september. I de originale papirer står familien fremført som 'dutch' (hollandske, red.). Det er blevet rettet til efterfølgende.

Firmaet står helt præcist opført i byen Larkhall, der ligger uden for Glasgow.

Endnu er intet meldt officielt ud omkring projektets indhold.