DBU og Divisionsforeningen har lanceret en kampagne for at lægge pres på politikerne i håb om at få tilskuerne tilbage på lægterne.
Tilskuerordningen, der blev indført i slutningen af sidste sæson, gjorde det muligt for holdene at lukke 500 tilskuere ind i lukkede båse. Den blev sat på hold, ligesom den nye sæson gik i gang, da smitten blussede op.
Den er foreløbig suspenderet til og med 31. oktober, men er ad flere omgange blevet forlænget, og det er derfor ikke utænkeligt, at det sker igen.
Direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen har over for DR sat ord på, hvor meget der står på spil for dansk fodbold:
»Der er 850 millioner kroner på spil. Men det er kun begyndelsen, for kan vi ikke komme i gang, så mister vi relationen til vores partnere og vores sæsonkortholdere. Så snakker vi om en økonomisk og beskæftigelsesmæssig skadevirkning i år fremefter.«
Kampagnen foregår på de sociale medier og omfatter en video, der forklarer, hvordan ordningen fungerer, og hvorfor den gør stadionoplevelsen sikker for fans.
»Det haster rigtig meget. Det er blevet meget alvorligt nu,« siger Claus Thomsen.
I kølvandet på kampagnen har FC København taget yderligere initiativer i forsøget på at få tilskuerne tilbage. De inviterede politikere til fodboldkamp i søndagens opgør mellem FCK og AaB.
Det gjorde de, så politikerne kunne få et reelt indtryk af omstændighederne under ordningen.
Invitationerne gik både til sundheds-, kultur- og erhvervsområdet samt ministre og ordførere. Det vides ikke, hvor mange af de inviterede der rent faktisk tog imod tilbuddet.