Christian Eriksen skifter til Brentford, og selvom det betyder, at fansene i Odense Boldklub må lægge drømmene på hylden for en stund, så er der alligevel glæde at spore i fanklubben.
Det fortæller Diana Larsen, formand for 'De Stribede', til B.T.
»Jeg synes, det er fedt. Det viser, at hans helbred kan mere, end vi frygtede i sommer. Jeg synes, det er dejligt og godt for dansk fodbold og for Christian,« siger hun.
I starten af oktober fortalte hun ellers B.T., at drømmen om at se Christian Eriksen i den stribede OB-trøje var stærkere end nogensinde.
Det bliver altså ikke i denne omgang, at det syn bliver til virkelighed.
»Jeg ærgrer mig ikke, for jeg er sikker på, at han nok skal komme hjem på et tidspunkt. Om det så bliver på Superliga-holdet eller oldboysholdet, må tiden vise,« fortsætter Diana Larsen.
Hun mener ikke, det er realistisk, at Christian Eriksen vender hjem til OB, når hans kontrakt med Brentford udløber om et halvt år.
»Det tror jeg helt ærligt ikke. Han virker enormt ambitiøs, og hvis helbredet og familien følger med, har han større planer end at spille for OB. Også om et halvt år.«

Hvor drømmen tidligere på sæsonen stod stærkt, har Diana Larsen på det seneste haft på fornemmelsen, at Christian Eriksen ville vælge noget andet end OB denne gang.
»Interviewet (med DR, red.) bekræftede min fornemmelse. Det er fantastisk, at han får chancen for at prøve noget mere. Det troede jeg ikke i sommer, men nu sidder vi her syv måneder senere.«
»Det må være enhver fodboldspillers skræk at skulle slutte karrieren på et splitsekund,« fortæller Diana Larsen.
»Gudskelov har han niveau til mere end Superligaen.«
I starten af december kunne B.T. afsløre, at Eriksen genoptrænede på OBs baner i Ådalen, mens direktøren i Odense Sport & Event, Enrico Augustinus, fortalte, at OB var i løbende sms-dialog med Christian Eriksen.
I forbindelse med, at Brentford mandag præsenterede Eriksen som ny spiller, lykønskede OB Christian Eriksen på Twitter.
'Det er fantastisk, at du nu kommer tilbage på fodboldbanen, hvor du hører hjemme, Christian. Vi frygtede det værste, men vi håbede det bedste i sommer, og her i Ådalen er glæden stor over, at du nu igen skal spille fodbold på højeste niveau,' skrev klubben.