Carsten V. Jensen stopper med øjeblikkelig virkning i FC Nordsjælland.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

»Jeg er den seneste tid blevet præsenteret for interessante jobmuligheder. Det har jeg efter grundige overvejelser valgt at gå videre med og undersøge nærmere,« siger den nu tidligere sportschef.

Og det er altså ikke foreneligt med jobbet i FC Nordsjælland, og derfor har Carsten V. Jensen valgt at lægge sin opsigelse i Farum. Her har bestyrelsen imødekommet ønsket om at stoppe, og parterne skilles som fine venner, understreger han.

»Det har naturligvis ikke været en let beslutning, da FCN har været mit andet hjem gennem de seneste fire år,« siger Carsten V. Jensen.

En fast løsning er endnu ikke på plads, men klubben oplyser, at ansvaret for den sportslige ledelse for superligaholdet midlertidigt varetages af ledelsen – herunder Jan Laursen, der er sportschef for klubbens akademi.

Med Carsten V. Jensens afgang er der for alvor gang i svingdøren hos FC Nordsjælland.

Tidligere på foråret stoppede klubbens cheftræner, Kasper Hjulmand, og han er blevet erstattet af Flemming Pedersen, der før var teknisk direktør i klubben. I slutningen af marts kom det desuden frem, at klubben havde valgt at fyre en hel afdeling.

For hele klubbens medieafdeling var blevet opsagt, fortalte klubbens direktør Søren Kristensen til B.T. Det skyldtes, at FC Nordsjælland ønsker at rekonstruere hele afdelingen.

»Som altid ønsker vi her i FC Nordsjælland at gøre tingene lidt anderledes.«

»Vi er en fodboldklub, men vi er også mange andre ting end en fodboldklub, og vi tror på, vi kan transformere folk fra unge individer til morgendagens rollemodeller. Det er nogle af de historier, vi gerne vil fortælle, og dem vil vi fortælle på en anden måde,« sagde Søren Kristensen.

FC Nordsjælland skal snart i aktion i Superligaen igen, da klubben spiller første kamp i sæsonen søndag den 14. juli mod AC Horsens.