Superligaklubben FC Nordsjælland har valgt at tage et drastisk skridt.

Når superligasæsonen er overstået, stopper hele klubbens medieafdeling. Alle tre medarbejdere er blevet opsagt for at gøre plads til nye tiltag.

»Det har været en svær proces det her, fordi vi har tre dygtige medarbejdere, som vi skal sige farvel til i forbindelse med den her rekonstruering. Som jeg har sagt til dem selv og resten af organisationen, gør det altid ondt, når man skal sige farvel til gode kolleger, som vi ikke har det mindste at udsætte på,« siger FC Nordsjællands direktør, Søren Kristensen, til B.T:

»Faktisk siger det meget om deres karakter og dannelse, når de helt fantastisk fortsætter sæsonen ud og stadig arbejder knaldhårdt. Det kan jeg kun tage hatten af for.«

(Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix)
(Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Bjørn Larsen
Vis mere

En af de tre opsagte i medieafdelingen er kommunikationschef Kristoffer Skadhauge.

»FC Nordsjælland er et fremragende sted at arbejde. Jeg har oplevet nogle fede ting, lært absurd meget om kommunikation og arbejdet med nogle dygtige mennesker. Men jeg er selvfølgelig ærgerlig over beslutningen, da jeg mener, vi har skabt stærke kommunikative resultater på alle vores platforme. Men sådan er det nogle gange, og nu kan jeg se frem til at prøve noget andet,« lyder det fra Skadhauge.

FC Nordsjælland har valgt at rekonstrere hele afdelingen. Hvordan den kommer til at se ud fra den nye sæson, vil klubbens direktør endnu ikke ud med, men han garanterer, at klubbens fremtidige kommunikation kommer til at skille sig ud fra den normale tankegang i fodboldens verden.

»Som altid ønsker vi her i FC Nordsjælland at gøre tingene lidt anderledes. Vi er en fodboldklub, men vi er også mange andre ting end en fodboldklub, og vi tror på, vi kan transformere folk fra unge individer til morgendagens rollemodeller. Det er nogle af de historier, vi gerne vil fortælle, og dem vil vi fortælle på en anden måde,« siger Søren Kristensen, som fortsætter:

»Det er ligesom, når man ser vores superligaspillere vælge en kvindelig rollemodel. Det er noget af det, vi vælger at gøre heroppe, for vi vil gerne gøre tingene lidt anderledes end i den traditionelle fodboldverden.«

Det lugter dog af, at FC Nordsjælland og klubbens ejerskab, Right To Dream, knyttes endnu mere sammen.

Right To Dream udvikler i dag unge fodboldspillere i Afrika, som gerne skal skabe sig en karriere i Europa.

»Du skal huske på, at vores motto er 'everyone has the right to dream'. Så vi vil fortælle, hvordan vi tager personer - om det er en dreng i Nordsjælland eller en pige fra Vestafrika - fra punkt A til punkt B. Det er de historier, vi vil fortælle. Der er fodbolden selvfølgelig en integreret del, men der er også så mange andre ting, der betyder noget,« fastslår klubbens direktør.

(Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix)
(Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Bjørn Larsen
Vis mere

Derfor skal FCN ikke kommunikere som en superligaklub, men som en organisation, der står på flere ben. Det koster jobbet for de tre mand i kommunikationsafdelingen.

»Vores Right To Dream-ejerskab gør, at der er en bestyrelse, der gerne vil bruge platformen til at videreudvikle både de mennesker, vi har med at gøre i Ghana, og de piger og drenge, vi har her i Farum. Vi arbejder med, at de besøger hinanden mere og mere og kommer hinanden mere ved. Vi kigger på, hvordan vi kan kommunikere det fremover. Men om det er Muhammed, der kommer til bjerget, eller bjerget, der kommer til Muhammed, ved jeg ikke,« slutter Søren Kristensen.