Masser af verbale skænderier, hårde tacklinger, rasende tilskuere og en flot scoring.

Ja, der var som altid dramatik for alle pengene, da Brøndby kiggede forbi Aarhus. De to hold delte i porten, da opgøret endte 1-1.Jón Dagur Thorsteinsson bragte hjemmeholdet foran, inden Kevin Mensag udlignede kort inden pausefløjtet,

AGF var tættest på at snuppe alle tre point, da Brøndbys træværk blev testet to gange. Men Brøndby formåede at holde kampen tæt, selv om det lignede, at tømmermændene fra guldfesten stadig sad i dem i den første halve time.

Herunder kan du læse hele B.T.s dom fra kampen i Aarhus:

Debutanten var fremragende for AGF i dag. Den 20-årige forsvarsspiller var brølstærk i sine dueller, mens han var rolig på kuglen samt havde flere gode afleveringer frem i banen. Han ligner en spændende spiller til Superligaen. Det eneste minus var, at han måske skulle have gjort mere ved en hovedstødsmulighed, han fik i første halvleg.

Karakter: 4

Han har mest optrådt på midtbanen for Brøndby, men i dag var Tobias Borchgrevink Børkeeiet placeret ved siden af Andreas Maxsø. Det slap han ikke alt for godt fra. Boldomgangen var af ringe karakter, mens han tit blev rundtosset, når AGF-spillerne begyndte at udfordre ham. Og så bakkede og bakkede han ved 1-0-målet, hvilket inviterede Jón Dagur Thorsteinsson til at afslutte.

Karakter: 2

AGF (4-3-3):

Jesper Hansen 3
Alexander Munksgaard 3
Sebastian Hausner 2
Yann Aurel Bisseck (ud 77.) 4
Oliver Lund Jensen 4
Nicolai Poulsen 4
Albert Grønbæk (ud 87.) 3
Patrick Olsen 3
Jón Dagur Thorsteinsson (ud 72.) 4
Dawid Kurminowski 2
Gift Links 3

-------

Zachary Duncan (ind 72.) UB
Frederik Tingager (ind 77.) UB
Milan Jevtovic (ind 87.) UB

Brøndby (3-5-2):

Mads Hermansen 3
Sigurd Rosted 3
Andreas Maxsø 4
Tobias Borchgrevink Børkeeiet 2
Andreas Bruus (ud 46.) 3
Rezan Corlu (ud 61.) 3
Josip Radoševic 3
Anis Slimane (ud 92.) 4
Kevin Mensah 4
Mikael Uhre (ud 72.) 3
Simon Hedlund 3

-------

Jens Martin Gammelby (ind 46.) 3
Christian Cappis (ind 61.) 3
Andrija Pavlovic (ind 72.) UB
Oskar Fallenius (ind 92.) UB

Der gik ikke mere end ti minutter, før Jón Dagur Thorsteinsson gav AGF-fansene sæsonens første lækkerbisken på hjemmebane. Den offensive spiller modtog bolden fra Patrick Olsen, hvorefter han drev den frem ad banen, inden han krøllede kuglen forbi sin direkte modstander og over i det lange målhjørne uden chance for Mads Hermansen i Brøndby-buret. En flot veludført teknisk detalje!

Favoritmodstanderen kan ikke være Brøndby for Sebastian Hausner. I slutningen af sidste sæson spillede forsvarsspilleren Mikael Uhre fri til sejrsmålet, og søndag aften lavede han en elendig clearing, som sendte Brøndby på 1-1 og tilbage i kampen. Den fejl kunne være blevet katastrofal, fordi gæsterne fra Vestegnen ikke var med i kampen inden da.

Niels Frederiksen har nogle problemer, som skal løses, hvis Brøndby skal spille med om guldmedaljerne igen i år. Og løsningen kunne være en tur på transfermarkedet. Brøndby har nemlig ikke en erstatning for hverken Anthony Jung eller Jesper Lindstrøm lige nu. I dag var det Rezan Corlu og Tobias Borchgrevink Børkeeiet, der skulle erstatte sidste års profiler, og det lykkedes ikke helt. Rezan Corlu manglede ideerne frem i banen, mens Tobias Borchgrevink Børkeeiet er usikker både med og uden bolden.