FCK satte point til i en hektisk Superliga-premiere mod AaB, der sluttede 2-2.

For trods scoringer fra begge hold i de første 45 minutter var det en dødkedelig første halvleg, som hjemmeholdets tilskuere fik serveret søndag eftermiddag i Parken, hvor det helt store festfyrværkeri udeblev.

Louka Prip nåede akkurat at sende chokbølger gennem nationalarenaen med sit føringsmål, inden Kamil Wilczek slukkede den nordjyske jubel blot to minutter efter. Mohamed Daramy sendte københavnerne på sejrskurs kort inde i anden halvleg. Kasper Kusk ville det dog anderledes og sikrede ét point til nordjyderne efter 69 minutters spil.

Herunder kan du læse B.T.s dom over kampen:

Den unge guldfugl lavede magi denne søndag i Parken. Var selv hovedarkitekten bag sin 2-1-scoring, mens han på et tidspunkt drev gæk med hele to AaB-spillere ude på kanten. Angriberen var konstant udfordrende og viste noget af det tryllestøv, som resten af FCK-mandskabet ellers manglede det meste af kampen. Falk kunne også have fået den med sine to assister.

Karakter: 4

Boilesen var tæt på at få den med sit totalt unødvendige røde kort, der vil hjemsøge ham i aften, men den lander alligevel hos David Khocholava. For her kan man da tale om startvanskeligheder i sin nye klub. For hold da op, FCKs nye georgier satte ikke mange ben rigtigt i første halvleg. Dårlig timing, sene indgreb, et klodset gult kort, skidt placeringsevne, ja, der manglede nærmest det hele fra 27-årige Khocholava i en FCK-defensiv, som i forvejen slet ikke kunne få noget til at fungere i de første 45 minutter. Niveauet hos begge hold var faktisk direkte pinefuldt at se på i første halvleg, der bar præg af ALT for mange dårlige afleveringer og et meget lavt teknisk niveau.

Karakter: 2

FC København

Kamil Grabara 3
David Khocholava 2
Victor Kristiansen 3 (Ud: 65.)
Nicolai Boilesen 2
Peter Ankersen 3
Lukas Lerager 3
Carlos Zeca 3 (Ud: 78.)
Rasmus Falk 4
Pep Biel 3 (Ud: 65.)
Mohamed Daramy 4 (Ud: 78.)
Kamil Wilczek 3 (Ud: 78.)

---

Kevin Diks 3 (Ind: 65.)
Jens Stage 3 (Ind: 65.)
Jonas  Wind UB (Ind: 78.)
William Bøving UB (Ind: 78.)
Marios Oikonomou UB (Ind: 78.)

AaB

Jakob Rinne 3
Kristoffer Pallesen 3 (Ud: 85.)
Jakob Ahlmann 3 (Ud: 60.)
Rasmus Thelander 4
Mathias Ross 3
Daniel Granli 3
Iver Fossum 3
Magnus Christensen 2 (Ud: 60.)
Kasper Kusk 3
Louka Prip 3 (Ud: 80.)
Rufo Herraiz 2 (Ud: 60.)

---

Pedro Ferreira 3 (Ind: 60.)
Tim Prica 2 (Ind: 60.)
Malthe Højholt UB (Ind: 80.)
Frederik Børsting 3 (Ind: 60.)
Marcus Hannesbo UB (Ind: 85.)

Han kan være total usynlig i 99 procent af tiden, men pludselig så er han der bare! Kamil Wilczek er en mester i at dukke op inde i feltet, når alle mindst venter det. Det var nemlig også tilfældet efter 39 minutters spil, hvor et rasende AaB-forsvar havde travlt med at brokke sig over det, de mente var et manglende frispark til udeholdet. Det var polakken ligeglad med, da han opfangede en dyb aflevering fra Rasmus Falk og elegant chippede den over Jacob Rinne i AaB-målet. Wilczek er iskold!

De glemmer med garanti ikke Louka Prips navn lige foreløbig nede blandt FCKs mest inkarnerede fans. For AaB-angriberens jubelscene satte gang i lægterne i Parken søndag eftermiddag. Prips jubelscene var nærmest en direkte hån ned mod hjemmeholdets fans bag det ene mål, da han rakte armene i vejret og stirrede ned mod de rasende FCK-tilhængere. Han skal nok holde sig til en sejrsøl i Jomfru Ane Gade og ikke et værtshus på Østerbro i aften.

Jess Thorup skal have markant bedre styr på sit forsvar, hvis klubben skal gøre sig forhåbninger om at hente guldet til København. David Khocholava ligner ikke umiddelbart løsningen på forsvarspositionen efter Mathias 'Zanka' Jørgensens farvel denne sommer. Allerede to point tabt for de københavnske løver. AaB kan omvendt rejse hjem til Nordjylland med god samvittighed, for et uafgjort resultat i Parken i sæsonens første kamp kan de ikke være helt utilfredse med.