En træningskamp mellem Tyskland og Honduras udviklede sig dramatisk lørdag.

For det, der udelukkende skulle have været forberedelse til De Olympiske Lege for det tyske fodboldlandshold, endte i stedet med at blive en større skandale.

Undervejs i kampen blev den tyske landsholdsspiller Jordan Torunarigha angiveligt udsat for racistiske tilråb af en spiller fra Honduras.

Det skriver det tyske fodboldforbund på Twitter, og derfor valgte det tyske OL-landshold at udvandre fra kampen i protest over den behandling, som forsvarsspilleren blev udsat for.

23-årige Jordan Torunarigha.
23-årige Jordan Torunarigha. Foto: Tom Weller
Vis mere

»Når én af vores spillere udsættes for racisme, så er det ikke en mulighed at spille videre,« siger landstræner Stefan Kuntz i et tweet, som det tyske fodboldforbund har udgivet.

Efterfølgende har fodboldforbundet i Honduras været ude at fortælle på samme sociale medie, at det hele skyldes én stor misforståelse.

Men forbundet bekræfter dog, at kampen blev afbrudt efter en episode med en spiller fra Honduras' landshold.

Meningen var ellers, at testkampen skulle have været delt op i tre halvlege af 30 minutter. Men så langt nåede opgøret ikke helt.

Kampen blev nemlig afbrudt fem minutter før tid. På det tidspunkt var stillingen 1-1.

OL i Tokyo afholdes fra 23. juli til 8. august.