Problematisk.

Sådan har hele forløbet omkring den potentielle alliance mellem Red Bull og Brøndby IF været. Den østrigske energidrikgigant ejer i forvejen klubber som Red Bull Leipzig, Red Bull Salzburg og New York Red Bulls, der nu har fået nyt logo og bærer navnet på den storsatsende sponsor.

I Brøndby affødte rygterne kraftige reaktioner fra rasende fans, men også spillere blev overrasket over, at Red Bull overvejede at købe sig ind i Brøndby.

»Det kom som et chok,« erkender Brøndby-profilen Simon Tibbling i et interview med fotbollskanalen.se.

Spillerne i Brøndby har intet fået at vide internt af klubben omkring Red Bulls angivelige interesse, fortæller han.
Spillerne i Brøndby har intet fået at vide internt af klubben omkring Red Bulls angivelige interesse, fortæller han. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»I en klub som Brøndby, hvor fansene har så stolt en historie, kan der opstår et kulturelt sammenstød, hvis nogen kommer ind udefra. Så jeg forstår, at det kan være et stort problem.«

Bannere med tekster som 'pis af, Red Bull', 'hellere konkurs end Red Bull', 'fuck Red Bull' og 'Brøndby hader Red Bull' har blandt andet været hængt op til skue, ligesom fans fra Sydsiden publicerede en udmelding på deres hjemmeside om, at 'De (red.) Red Bull står for alt, som vi (Sydside-fansene, red.) afskyr'.

Også offensivspilleren Simon Hedlund giver sit syn på sagen, selvom han fortæller, at klubben ikke har sat spillerne ind i emnet.

»Ja, det gør jeg (forstår fanvreden, red.). Men jeg forstår også Brøndby (...) Man skal jo have penge på en eller anden måde, og man gør jo alt for, at klubben ikke skal gå så langt ned som muligt,« siger Simon Hedlund.

Rygterne om Red Bull-alliancen kom som et chok for Simon Tibbling (th.)
Rygterne om Red Bull-alliancen kom som et chok for Simon Tibbling (th.) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Rygterne om alliancen mellem Red Bull og Brøndby opstod først for en lidt over en uge siden, da Inside Business berettede om Red Bull-interesse i Vestegnsklubben.

Siden da har Brøndby-ejer Jan Bech Andersen dog afkræftet rygterne om, at han skulle have været i kontakt med Red Bull. Samtidig stod Brøndby over for en emission, hvor en medinvestor til Jan Bech Andersen lignede en oplagt mulighed, selvom han slog fast, at det ikke var et 'must' at få en partner ind.

Senest slog Red Bull så igen, da energidrikgiganten i en mail til B.T. slog fast, at ejer Dietrich Mateschitz 'aldrig nogensinde har hørt om Brøndby før', og at der 'absolut ikke er planer om at overtage klubben'.

Brøndby genoptager superligasæsonen søndag 16. februar på udebane mod OB.