Hjerteforeningen: 'En pakke cigaretter bør koste 120 kroner'
Vi er ikke gode nok til at passe på os selv. Nu vil Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og Kræftens Bekæmpelse have politikerne til at gribe ind.

Vi er ikke gode nok til at passe på os selv. Nu vil Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og Kræftens Bekæmpelse have politikerne til at gribe ind.

Cigaretter til 120 kroner pakken. Og alkohol, der bliver solgt med inspiration fra det svenske Systembolag.
Det er nogle af de tiltag, flere patientforeninger efterlyser.
Danskerne er nemlig ikke gode nok til at passe på sig selv og deres helbred.
I sidste uge afslørede Diabetesforeningen, at danskere i gennemsnit kun lever 62,4 år, før vi bliver ramt af en eller anden form for livsstilssygdom. Det betyder, at vi har væsentligt færre gode leveår end andre nationaliteter, vi normalt sammenligner os med. I denne uge var Hjerteforeningen ude med et budskab om, at halvdelen af alle hjertesygdomme kan forebygges.
Livsstilssygdomme kan forebygges med kost, motion og rygestop, hvilket efterlader en stor del af ansvaret for forebyggelse på borgernes skuldre.
Nu vil forskningschef i Hjerteforeningen, Gunnar Gislason, have politikerne til at tage et større ansvar for forebyggelse.

»Politikerne bør i langt højere grad bruge afgifter til at regulere danskernes adfærd. Så det bliver dyrere at leve usundt og billigere at leve sundt,« siger han.
Er det ikke danskernes eget ansvar at beslutte, om de vil ryge og drikke eller ej?
»Selvfølgelig har vi hver især et ansvar for vores egne valg. Men vores valg bliver ikke truffet i et vakuum. Pris, tilgængelighed og markedsføring har betydning for vores adfærd – ikke mindst blandt børn og unge.«
Fra Diabetesforeningens vicedirektør, Eva Tingkær, lyder det:
»Man kan jo gøre som i Sverige – der bruger de flere penge på forebyggelse. De har mere lovgivning, der gør, at folk ryger og drikker mindre,« siger hun.
I kampen mod livsstilssygdomme efterlyste Kræftens Bekæmpelse tilbage i marts måned drastiske prisstigninger på tobak. Nu lyder samme ønske fra Hjerteforeningen:
»Vi ved, at forbruget er relateret til prisniveauet, og højere priser påvirker især de unge,« siger Gunnar Gislason.
Til de rygere, der allerede mener, de betaler dyrt for deres tobak, siger han:
»Det er dyrt at ryge. Men i forhold til andre lande er det stadig for billigt i Danmark.«
Herhjemme koster en pakke cigaretter mellem 55 og 75 kroner. I Norge koster den, omregnet til danske kroner, 75 til 95 kroner, mens rygere i Irland og Frankrig (de lande, der i det største omfang har brugt afgifter til at regulere forbruget) skal betale henholdsvis 120 og 90 danske kroner for en pakke cigaretter.

Gunnar Gislason så gerne, at tobakken herhjemme blev mindst lige så dyr som den irske:
»En pakke cigaretter bør koste 120 kroner,« siger han, men understreger, at ambitionen sagtens kan være højere:
»I New Zealand er man oppe på, at en pakke koster 140 kroner.«
Udover prisen kan politikerne skrue på flere andre knapper for at gøre det mindre tillokkende at ryge:
»Man kan begrænse adgangen til, hvor man kan købe tobak, og hvor man må ryge. Det vil gør det mere besværligt at være ryger og dermed motivere flere til at stoppe.«
Når det gælder alkohol, er det fuldstændig lignende tanker, Gunnar Gislason har:
»Danske unge har fortsat et meget højt alkoholforbrug sammenlignet med unge i resten af Europa. Det bør vi tage alvorligt,« siger han og spørger retorisk:
»Men hvem siger, at man skal kunne købe alkohol i dagligvarebutikker? Og hvem siger, at man skal kunne købe det hele døgnet? Vi kunne også diskutere, hvorfor 16-17 årige fortsat skal kunne købe øl og andre alkoholiske drikke med op til seks procent alkohol. Der er mange måder at regulere salget på, og vi kunne være langt mere restriktive.«
Sætter I med forslagene danskerne under administration?
»Nej. Folk skal fortsat selv kunne træffe deres valg. Vi foreslår ikke at forbyde voksne at ryge eller drikke alkohol. Men vi mener, at samfundet skal bruge de virkemidler, vi ved kan forebygge sygdom – for eksempel pris, tilgængelighed og regulering.«
For Gunnar Gislason handler det om at skabe 'bedre rammer for vores sundhed'.
»Hidtil har vi haft fokus på butikkerne ansvar, når det gælder forebyggelse. For eksempel, at man ikke sætter slik ved kassen, så forbrugerne fristes til at købe det.«
Nu mener han, der er behov for, at politikerne trækker i arbejdstøjet.
»Man kunne skele til Sverige og Systembolaget. Det er op til politikerne – men man skal se meget mere på de strukturelle tiltag – og gå efter de mest effektive.«