Flere danskere får kræft og dør af det sammenlignet med vores europæiske naboer – og nu opfordrer Kræftens Bekæmpelse igen til at komme problemet til livs med drastiske midler.

Danmark har længe haft den højeste kræftforekomst i Europa, ligesom det i en lang periode kun var Kroatien, Slovenien og Azorerne, som overgik os i dødelighed.

Spørger man Kræftens Bekæmpelse, er det på tide at hæve afgiften på cigaretter.

»Højere priser virker. Derfor opfordrer vi politikerne til at hæve prisen på tobak og nikotin til mindst 120 kroner og samtidig sikre nem adgang til stoptilbud i hele landet,« siger forebyggelsesdirektør Mette Lolk Hanak til B.T. og gentager dermed et budskab, som Kræftens Bekæmpelse tidligere har været ude med.

»Danmark ligger stadig lidt højere i kræftdødelighed end flere andre europæiske lande. Samtidig har vi den højeste kræftforekomst i Europa,« siger forebyggelsesdirektør i Kræftens Bekæmpelse, Mette Lolk Hanak, til B.T.

Lungekræft – en af de grummeste, mest dødelige kræftformer – er en stor årsag til, at tallene ser ud, som de gør.

Historisk set har mange danske mænd og kvinder røget.

»Den høje andel af rygere har betydet, at Danmark har relativt mange tilfælde af lungekræft, som er en af de kræftformer, de har høj dødelighed,« siger Hanak.

»Kræft udvikler sig over mange år, så de mange rygere fra tidligere årtier slår stadig igennem i statistikkerne i dag,« siger direktøren, som bemærker, at rygning er den største enkelstående årsag til kræft.

I dag koster en pakke med 20 cigaretter etsted mellem 57,50 og 77 kroner alt efter mærket. Der er således lagt op til at øge prisen med godt 100 procent på de billigste cigaretter.

Målet er ifølge Hanak at standse børn og unge, før de begynder på den dybt skadelige vane – og give nuværende rygere en grund til at stoppe.

»Rygning er stadig den største enkeltårsag til kræft. Derfor er det afgørende, at vi får færre børn og unge til at begynde og hjælper flere voksne med at stoppe.«

I 2023 var der 48.133 nye kræfttilfælde blandt danske mænd og kvinder, og 16.344 personer døde af kræft ifølge kræftens Bekæmpelse.

258 ud af 100.000 danskere døde af kræft i 2024, viser aldersstandardiserede tal.