De seneste to måneder er der sket mere end en fordobling i antallet af indberetninger til Patienterstatningen om en sjælden og meget alvorlig øjensygdom, som patienter har fået samtidig med, at de tog fedmemedicinen Wegovy eller Ozempic fra Novo Nordisk.
I alt 21 patienter har nu søgt erstatning, fordi de mener, at behandling med de to præperater har givet dem øjensygdommen Naion, oplyser Patienterstatningen til B.T.
Det er mere end dobbelt så mange som i starten af marts, hvor ni patienter havde indberettet den mulige bivirkning til Patienterstatningen.
Den europæiske bivirkningskomité skulle her til maj afgøre, hvorvidt der er en bivirkning mellem øjensygdommen og storsællerterne fra medicinalgiganten.
Men den afgørelse er nu blevet udsat et par måneder, samtidig med at flere og flere patienter melder sig på banen.
»Jeg kan godt forstå, hvis vores patienter synes, at det er ærgerligt at skulle vente længere på en afklaring,« siger Karen-Inger Bast, direktør for Patienterstatningen, til B.T.
Det hele begyndte i juni sidste år, da B.T. fortalte om Claus Heine, der pludselig var vågnet en morgen og næsten var blind på det ene øje.
Lægen vurderede, at der netop var tale om, at han havde fået Naion. På det tidspunkt havde han taget Wegovy i fem måneder.

»At jeg er én af 21, der har indberettet Naion som mulig bivirkning efter Wegovy eller Ozempic, rammer mig dybt. Det viser, at jeg ikke står alene – at der er andre, som også har oplevet det ubærlige: at miste synet uden advarsel,« siger Claus Heine.
Også Vibeke Petersen, Steffen Langvad Hansen og senest Jess Mørk har fortalt, hvordan de har fået problemer med synet, samtidig med at de havde medicineret sig med Wegovy eller Ozempic.
Det var dog først efter, at to danske studier på Syddansk Universitet i december påpegede, at der er en mulig sammenhæng mellem sygdommen Naion og behandling med stoffet semaglutid, der er i Wegovy og Ozempic, at Det Europæiske Lægemiddelagentur i december besluttede at komme med en afgørelse.
Og siden har sagen ligget hos den europæiske bivirkningskomité.
»Jeg vurderer, at det er vigtigst at give patienterne en grundig og korrekt afgørelse. Så når den europæiske bivirkningskomité er på trapperne med deres vurdering af en mulig årsagssammenhæng, venter vi på den,« siger Karen-Inger Bast.
Så det er altså den nu forsinkede afgørelse fra den europæiske bivirkningskomité, der afgør om patienterne får erstatning eller ej.
Lægemiddelstyrelsen har i øvrigt modtaget 26 indberetninger om den frygtede øjensygdom, samtidig med der er taget Wegovy eller Ozempic, og her er meldingen også, at der afventes en afgørelse fra den europæiske bivirknings komité.
Læs mere HER.