Anmeldelserne om en mulig bivirkning ved to storsællerter fra Novo Nordisk fortsætter med at komme ind til Patienterstatningen.   

I alt ni patienter har søgt erstatning, fordi de mener, at behandling med Wegovy eller Ozempic har givet dem øjensygdommen Naion, oplyser Patienterstatningen. 

Men Patienterstatningen venter med at afgøre sagerne til senere i foråret. 

Den europæiske bivirkningskomité besluttede i januar at undersøge sammenhængen mellem øjensygdommen Naion og semaglutid.

Semaglutid er indholdsstoffet i netop Wegovy og Ozempic, der bruges til behandling af henholdsvis overvægt og diabetes.

Den europæiske bivirkningskomité forventer at være færdig med undersøgelsen til maj, altså om cirka to måneder, og så vil Patienterstatningen komme med deres afgørelser. 

»Patienterne fortjener, at vi træffer den rigtige afgørelse i deres erstatningssag. Derfor afventer vi resultatet af undersøgelsen, så vi har et endnu bedre grundlag at træffe vores afgørelser på,« siger Karen-Inger Bast, der er direktør for Patienterstatningen.

Det var i juni sidste år, at B.T. fortalte om Claus Heine, der pludselig var vågnet en morgen og næsten var blind på det ene øje. 

Lægen vurderede, at der netop var tale om, at han havde fået Naion.

Han havde da taget Wegovy i fem måneder.

Også Vibeke Petersen og Steffen Langvad Hansen har fortalt, hvordan de har fået problemer med synet, samtidig med at de havde medicineret sig med Wegovy eller Ozempic.

Det var først efter to danske studier på Syddansk Universitet påpegede, at der er en mulig sammenhæng mellem Naion og semaglutid, at den europæiske bivirkningskomité i januar besluttede at lave en undersøgelse.