Nu er det formelt, at patienter risikerer at miste synet, når de har taget storsællerter fra Novo Nordisk.

Det europæiske lægemiddelagentur (EMA) har nemlig vedtaget, at den frygtede øjensygdom NAION, der fører til kraftigt nedsat syn og nogen gange ren blindhed, er en meget sjælden bivirkning ved at tage Wegovy, Ozempic eller Rybelsus, der alle tre produceres af medicinalgiganten. 

Dermed skal øjensygdommen nu stå som bivirkning i indlægssedlerne til de tre medicinalprodukter i alle EU-landene. 

»Produktinformationen for Rybelsus, Ozempic og Wegovy er blevet opdateret på EMA’s hjemmeside. NAION fremgår nu i bivirkningsafsnittet som en mulig meget sjælden bivirkning ved disse lægemidler,« skriver Lægemiddelstyrelsen.

Det hele startede, da B.T.13. juli sidste år kunne fortælle om Claus Heine, der pludselig fik nedsat sit syn, samtidig med han havde taget Wegovy i nogen måneder.

Hans læge har vurderet, at der netop er tale om øjensygdommen NAION.

Efterfølgende er anmeldelserne om den mulige bivirkning ved at tage Ozempic, Rybelsus og Wegovy, der indeholder det samme stof, der hedder semaglutid, strømmet ind hos Lægemiddelstyrelsen og Patienterstatningen.

Thomas Eriksen, Ralf Bech, Jess Mørk, Vibeke Petersen og Steffen Langvad Hansen har fortalt om deres synsproblemer efter at taget medicinalprodukterne fra Novo Nordisk.

I juni i år anbefalede den europæiske bivirkningskomité så, at NAION bliver en formel bivirkning ved at tage Ozempic, Rybelsus og Wegovy, og det har det europæiske lægemiddelagentur altså nu valgt at følge. 

Novo lægger sig ned
Novo Nordisk har lige siden den første historie om Claus Heine for 15 måneder siden slået fast, at medicinalgigantens egne data ikke viser, at NAION er en bivirkning ved de tre populære produkter.

Her ses Thomas Eriksen, Ralf Bech og Claus Heine, der det seneste år har meldt til Patienterstatningen, at de har fået synsnervesygdom NAION, efter de har taget storsællerter fra Novo Nordisk.
Her ses Thomas Eriksen, Ralf Bech og Claus Heine, der det seneste år har meldt til Patienterstatningen, at de har fået synsnervesygdom NAION, efter de har taget storsællerter fra Novo Nordisk. Privat

Og sådan var meldingen også, da den europæiske bivirkningskomité kom med sin anbefaling om, at øjensygdommen er en bivirkning ved de tre storsællerter. 

Da afviste Novo Nordisk fuldstændig, at man kunne få NAION af at tage de tre supersællerter. 

Men efter det europæiske lægemiddelagentur nu pålægger Novo Nordisk at putte NAION på indlægssedlerne til de konkrete medicinalprodukter, vil medicinalgiganten følge kravet for salget i hele EU.

»EU's produktresumé og indlægssedler for Ozempic, Rybelsus og Wegovy er blevet opdateret til at inkludere NAION som en meget sjælden bivirkning,« skriver pressetjenesten hos Novo Nordisk til B.T.