Om morgenen søndag 17. november sidste år ændrede 48-årige Thomas Eriksens liv sig markant. 

Og det var til den meget triste side. 

Da han åbnede øjnene efter nattesøvnen, var hans syn slet ikke, som det plejede at være. 

 »Mit syn var pludselig meget sløret. Det var som om, at jeg havde søvn i øjnene, jeg ikke kunne få ud. Det hele var ret tåget,« siger han. 

Uoprettelig skade
Det slørede syn fortsatte de næste dage, og gennem sin læge fik Thomas Eriksen en akut tid på Rigshospitalets Afdeling for Øjensygdomme, der ligger i Glostrup. 

Her kunne speciallægen konstatere, at han havde mistet 46 procent af synet i højre øje, og det skyldtes en sjælden sygdom i synsnerven kaldet NAION.

Der fremgår af hans patientjournal, B.T. er i besiddelse af.  

»Jeg fik at vide, at den skade jeg havde fået var for bestandigt. Ved NAION visner nervebanerne, fordi der spærres for blodtilførslen, så skaden er derfor uoprettelig,« siger Thomas Eriksen.

Dokumentation: Her ses udskridt fra Thomas Eriksens patientjournal. 
Dokumentation: Her ses udskridt fra Thomas Eriksens patientjournal.  Rigshospitalets Afdeling for Øjensygdomme

Havde taget Wegovy i 11 måneder
Da speciallægen spurgte ind til, hvad Thomas Eriksen kan have indtaget eller gjort, der kan være årsag til den sjældne sygdom, fortalte han, at han i 11 måneder havde taget slankemidlet Wegovy fra Novo Nordisk.

»Jeg fik at vide, at der var flere, der den seneste tid var kommet ind på øjenafdelingen med lignende synsproblemer, og ligeledes havde taget Wegovy eller Ozempic fra Novo Nordisk,« siger han.

Selvom der på det tidspunkt ikke var nogen formel afgørelse om, at NAION kunne være en bivirkning ved Wegovy eller Ozempic, og speciallægen ikke direkte frarådede indtaget af Wegovy, var Thomas Eriksen ikke i tvivl om sit næste skridt.

»Samme dag stoppede jeg med at tage Wegovy. Jeg havde godt nok tabt mig ret mange kilo, og det var jeg rigtig glad for, men jeg turde ikke tage stoffet mere,« siger han.

Her ses Ozempic og Wegovy, der er storsællerter hos Novo Nordisk.
Her ses Ozempic og Wegovy, der er storsællerter hos Novo Nordisk. Hollie Adams/Reuters/Ritzau Scanpix

Langt fra alene
Thomas Eriksen er langt fra ene om at have fået den sjældne øjensygdom, der går voldsomt ud over synet, samtidig med man i længere tid har taget Wegovy. 

B.T. kunne 13. juli sidste år fortælle om Claus Heine, der pludselig fik nedsat sit syn, samtidig med han havde taget Wegovy i nogle måneder.

Og hans læge har vurderet, at der var tale om øjensygdommen NAION.

Altså ligesom Thomas Eriksen har fået konstateret.

Claus Heine er en af de 27 patienter, der har indberettet til Patienterstatningen, at de har fået den sjældne øjensygdom NAION, efter at have taget storsællerter fra Novo Nordisk.
Claus Heine er en af de 27 patienter, der har indberettet til Patienterstatningen, at de har fået den sjældne øjensygdom NAION, efter at have taget storsællerter fra Novo Nordisk. Privat

Efterfølgende er anmeldelserne om den mulige bivirkning ved at tage Ozempic, Rybelsus og Wegovy, der indeholder det samme stof, der hedder semaglutid, strømmet ind hos Lægemiddelstyrelsen og Patienterstatningen.

Bekymringen om den mulige bivirkning ved semaglutid er også blevet rejst i to danske studier fra Syddansk Universitet.

Det resulterede i, at den europæiske bivirkningskomité i januar begyndte at undersøge, om Naion kan være bivirkning ved at tage de tre stor sællerter fra Novo Nordisk.

Og fredag har komitéen så meldt ud, at NAION vurderes at være en sjælden bivirkning ved semaglutid, og risikoen bør fremgå af indlægssedlen på Ozempic, Rybelsus og Wegovy.

tip os
Har du fået sygdom i synsnerven efter at have taget lægemidler fra Novo Nordisk?

Havnet hos Patienterstatningen

Thomas Eriksen meldte midt i december sagen til Patienterstatningen, ligesom 27 andre foreløbigt har gjort.

Han har hidtil fået at vide, at han først får behandlet sagen, når der er kommet en afgørelse fra myndighederne om NAION som mulig bivirkning, og med afgørelsen fra komitéen forventes afgørelsen at komme til august. 

»Jeg har ventet et halvt år, men jeg synes, at det har været det rigtige at vente på komiteens afgørelse,« siger han.

'Fuldstændig ødelagt'
I dag har Thomas Eriksen fortsat kraftigt nedsat syn på højre øje, mens venstre øje ikke er ramt.

»Det betyder, at jeg generelt har sløret syn, og slet ingenting kan se, hvis jeg skal bruge øjnene enkeltvis,« siger Thomas Eriksen, der derfor har svært ved at arbejde som landmåler.

»Jeg har svært ved at se noget i en kikkert, og hvis jeg sidder foran en skærm en hel dag, er jeg fuldstændig ødelagt,« siger han.

På grund af en besparelse stoppede Thomas Eriksen i oktober sidste år sit arbejde som landmåler i Kulturministeriet, hvor han ellers havde arbejdet i 25 år. 

»Jeg er i den heldige situation, at jeg stadig modtager løn fra mit tidligere arbejde, men med mit slørede syn er jeg nu nødt til at søge andre jobs, end jeg er uddannet til at varetage og har arbejdet med i plus 25 år,« siger han og tilføjer:

»Så jeg er nok nødt til at gå en anden karrierevej.«

Novo: Samarbejder om ændringer
Novo Nordisk slår fast, at medicinalgiganten vil samarbejde om, at der kommer ændringer i indlægssedlerne til Wegovy, Ozempic og Rybelsus, og medicinalgiganten har ikke yderligere at sige lige nu.

»Processen med at opdatere indlægssedlen tager nogle måneder, men er i gang,« svarer presseafdelingen i Novo Nordisk.

Spar kassen

Om det er bilferie eller bare en generel tur til udlandet, så kan man med nemme tiltag spare mange penge. I Spar kassen kan du denne gang få de bedste tips fra både bilekspert og en banksekspert, som alle kan have gavn af på deres rejse. Vært: Marie Milling, pengeredaktør på B.T. Gæst: Ilyas Dogru, chefkonsulent og forbrugerøkonom hos Fdm, og Jens Hjarsbech, cheføkonom ved Mybanker. Producer: Teis Thornberg Programansvarlig: Niels Philip Kjeldsen, journalistisk chef på B.T.   Få konkrete og gratis råd til at træffe bedre økonomiske valg i dit liv ved at skrive dig op til nyhedsbrevet Spar Kassen fra Marie Milling: https://www.bt.dk/privatoekonomi/spar-kassen-faa-konkrete-og-gratis-raad-til-at-traeffe-bedre-oekonomiske