'Ringe', 'utroligt', 'talentløst' og 'amatøragtigt'.
Bølgerne gik torsdag aften højt, da hele fire danske klubber spillede europæisk fodbold. Hjemme i stuerne var der nemlig et hav af seere, der bøvlede med at se deres favorithold på TV 2 Play, og den frustration lod de komme til udtryk.
Mange oplevede, at signalet i perioder hakkede voldsomt på streamingtjenesten, mens der også var øjeblikke med sort skærm.
Og de tekniske problemer ærgrer fodboldredaktør på TV 2 Carsten Werge:
»Det er da selvfølgelig super irriterende, at Play hakkede i det. Det er ærgerligt. Vi gør os rigtig umage med at give folk nogle fine kampe, men jeg har været i tv-branchen så længe, så jeg ved, at man ikke altid er herre over det,« siger han til B.T. dagen derpå.
For to uger siden stillede tv-bossen også op til et interview, efter seere havde været rasende på kanalen. Her var det særligt FCK-fans, der mente, at der var for meget fokus på rivalerne fra Brøndby, der først spillede efterfølgende.
Med andre ord har det ikke været den bedste eller nemmeste start for TV 2 Sport, der fra denne sæson har haft rettighederne over Europa League og Conference League.
Men det betyder ikke, at de ikke magter opgaven, fastslår fodboldredaktøren. Langtfra endda.

»Det har intet at gøre med, at vi ikke er vant til at lave de her ting. Det er vi. TV 2 er en stor og stærk produktionel organisation. Jeg hæfter mig egentlig mest ved, at vi på den fodboldfaglige del laver et rigtig godt stykke arbejde i går (torsdag, red.),« siger Werge og fortsætter:
»Jeg køber ikke rigtig præmissen om, at 'de er nye', og hvad der ellers er derude. Nej, vi havde nogle tekniske udfordringer i går, som er en del af at lave fjernsyn. Men da jeg gik i seng klokken 1 i nat, så var jeg glad og tilfreds. De arbejdede godt.«
Det var heller ikke ligefrem held, der væltede ned over kanalen torsdag aften.
For udover problemer med signalet på TV 2 Play kunne man også se, hvordan det pludselig regnede ned over tv-vært Camilla Martin i studiet i Parken.

»Det regner over Camilla, fordi der var tag over Parken, og så var der en eller anden tagrende, der lige var gået i stykker. Det håndterede hun fantastisk sammen med de andre. Der gjorde hun et topprofessionelt arbejde, selv da vandet væltede ned over hende og papirerne blev våde,« siger Carsten Werge.
Han glæder sig samtidig over dækningen, hvor der denne gang var mere specifikke optakter på de to kanaler, som torsdagens kampe blev sendt på.
»Vi lavede en god dækning hele vejen rundt. Nogle af dem er meget rutinerede, og nogle er mindre rutinerede, og på den baggrund kunne jeg ikke sætte en finger på det, der blev lavet.«
TV 2 sikrede sig fra sommeren 2021 rettighederne til Europa League og den nyoprettede turnering Conference League, og i denne sæson er Brøndby, FC Midtjylland, FC København og Randers repræsenteret. Aftalen gælder i tre år frem og betyder, at kampene kan ses på TV 2s kanaler samt streamingtjenesten TV 2 Play.



