Kan man kåre den bedste danske atlet gennem tiden?

Det spørgsmål er der delte meninger om. Lørdag gav man det dog et forsøg, da Michael Laudrup blev kåret til det største danske sportsnavn nogensinde.

Prisen vandt han ved DR-showet 'Den største af de største sportsstjerner,' og selvom han er blevet hyldet i stor stil, og det har kastet enorme roser af sig, har kåringen – og de otte finalister – skabt stor debat og løftede øjenbryn blandt seerne.

'Hvor er det virkelig håbløst, at Mikkel Hansen ikke er nomineret. Han er ved gud verdens bedste,' skrev en bruger eksempelvis i LIVE-bloggen her på B.T. Og vedkommende var langtfra den eneste.

Laudrup kæmpede mod sejleren Paul Elvstrøm, svømmeren Ragnhild Hveger, 800-meter løberen Wilson Kipketer, roeren Eskild Ebbesen, den tidligere målmandslegende Peter Schmeichel, tennisstjernen Caroline Wozniacki og badmintonspiller Viktor Axelsen om titlen som Danmarks største sportsnavn gennem tiden.

Og det faldt en del seere for brystet, at sportsgrene som håndbold eller motorsport slet ikke var repræsenteret blandt de otte finalister. Derudover har Anja Andersens navn trendet på Twitter siden showet – hvilket vidner om utilfredsheden med, at hun ikke er at finde blandt de otte finalister.

Du kan læse et udpluk af reaktionerne fra B.T.s LIVE-blog her.

  • 'Hvor er Tom K, Mikkel Hansen, Anja Andersen og cykelrytterne? Ærgerligt...'
  • 'Hvor er Anja Andersen? Eller Mikkel Hansen? Vanvittigt, at håndbolden ikke er repræsenteret.'
  • 'Vildt, der ikke er en eneste cykelrytter blandt de otte.'
  • 'Synes også det er en joke, at Anja Andersen ikke er nomineret, hun var verdens bedste spiller, og der kommer aldrig en spiller som Anja igen. Hun kunne jo ene kvinde sørge for, Danmark vandt alt.'
  • 'Trist at motorsporten bliver overset... Kun Tom Kristensen på listen og han kom ikke engang i finalen. Han har sat Danmark på verdenskortet – mere end et par af finalisterne. Motorsport og cykelløb er åbenbart ikke fint nok til Danmark.'
  • 'Hvad blev der lige af herrehåndbolden?'
  • 'Nu går jeg ikke specielt meget op i håndbold, men undrer mig utrolig meget over, at en mand som Mikkel Hansen ikke er på listen?'
  • 'Danmarks største sportsnavn Knud Lundberg, danmarksmester i tre forskellige sportsgrene. På landsholdet i tre forskellige sportsgrene. Desuden var han med til at opfinde Faxe Kondi. At han ikke er nævnt, er en kæmpe joke.'

Showet 'Den største af de største sportsstjerner' blev afholdt i anledning af Danmarks Idrætsforbunds (DIF) 125-års fødselsdag, og idéen var 'at kigge tilbage på de mange flotte elitepræstationer, der er 'begået' af danske sportsatleter siden 1896,' fremgår det af DIFs hjemmeside.

Her fremgår det også, at kriterierne for udvælgelsen var følgende:

  • Global konkurrence: Hvor udbredt er sportsgrenen, og hvor mange lande satser på den?
  • Konkurrencens status: VM er større end at vinde EM
  • Medaljens karat: Guld vægter højere end sølv
  • Kontinuitet: Er der mange bemærkelsesværdige resultater?
  • Folkelighed: Succes i nationaldragten vægter ofte højere end klubsucces.
  • Periode: Personen skal have været aktiv i perioden 1896-2021.

Herfra blev de otte finalister fundet af en jury bestående af journalister fra sportsmedier, DIF-repræsentanter og formanden for Danske Sportsjournalister.

»Med showet ønskede vi alene at have fokus både på de 125 og den ene, der vandt,« siger Anders Kern, underdirektør i DR Nyheder med ansvar for sporten til B.T.

»Vi så det som en fantastisk mulighed for at fortælle dansk sportshistorie i en engagerende ramme, som forhåbentlig var med til at sprede budskabet om alle de fantastiske atleter, Danmark har haft«

I alt var 125 atleter udvalgt forud for den store aften. Du kan finde den komplette liste her.