Håndboldspilleren Thomas Mogensen stopper karrieren til sommer.

Fra sommeren 2022 skal den tidligere landsholdsspller i stedet være sportsmanager i Sønderjyske. Dermed afslutter han den igangværende sæson som spiller.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Mogensen er i gang med sin anden sæson i Sønderjyske, efter at han havde tilbragt to år i Skjern Håndbold ved sin hjemkomst til dansk håndbold.

Thomas Mogensen har spillet over 100 kampe for de danske håndboldherrer.
Thomas Mogensen har spillet over 100 kampe for de danske håndboldherrer. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Playmakeren var i en årrække en fast del af det danske landshold og var med til at vinde VM-sølv samt guld og sølv ved EM. Det blev i alt til 106 landskampe og 261 mål.

- Det startede som en drøm og endte som en livsstil. Jeg er stolt af rejsen, og den blev både længere og vildere, end den lille dreng fra Odder havde turde drømme om

- Havde man bedt mig om at skrive mit eget eventyr for 20 år siden, havde det ikke engang indeholdt alt det, som det virkelige liv tilbød mig, siger han i meddelelsen.

Thomas Mogensen indledte håndboldkarrieren i Odder, og før han i 2007 rykkede til Flensburg-Handewitt i 11 sæsoner, nåede han også at repræsentere Viborg og GOG.

Cv'et tæller ud over meritterne med landsholdet en Champions League-titel, et tysk mesterskab, to danske mesterskaber og en tysk pokaltitel.

- Det har givet en masse medaljer og en plads i Hall of Fame i drømmeklubben SG Flensburg-Handewitt, og det været en følelse af at lykkes og jagte mine ambitioner og drømme og meget mere.

- Jeg har aldrig taget disse ting for givet og har altid givet mig selv 100 procent. Men det er blevet svært både fysisk og mentalt at gå all in, og derfor stopper min aktive karriere til sommer, siger han.

Til sommer tiltræder han som sportsmanager på en toårig kontrakt, og det samarbejde ser sportsdirektør Simon Hajdu Lindhardt frem til.

- I rollen som sportsmanager får han flere forskellige opgaver, som vil omhandle både sportschef-, sponsor- og spillerområdet, og han skal være med til at finde de sidste marginaler, hvor vi kan flytte Sønderjyske yderligere som klub, siger han.

/ritzau/