Vejret var lige så solrigt, som da AaB blev mestre i 1995.
Men derudover var meget anderledes. I 1995 var anføreren fra Storvorde og topscoreren »helt« nede fra Dronningborg.
Da AaB 13. juni 1999 blev danske mestre med 3-3 mod Lyngby foran over 13.000 nordjyder, var det med en udenlandsk trænerprofil og dyrt indkøbte stjerner med landskampe i både Norge og Sverige – bakket op af lokale talenter og etablerede Superliga-spillere.
Da guldkasketterne røg på, og guldkareten trillede rundt i Aalborg Centrum, var håbet, at det var starten på en æra med AaB som dansk fodboldstorhed. I stedet endte to af profilerne, Ståle Solbakken og træner Hans Backe, med at gøre FCK til 00ernes mest dominerende fodboldskikkelse, inden AaB selv pludselig »tog røven på dem alle sammen«, som Allan Kuhn sagde, da guldet igen kom i 2008.

Men nu holder vi os til 1999.
Målscorerne i 1999-guldkampen var den norske targetmand Frank Strandli med to mål, inden topscorer Søren 'Evigglad' Frederiksen fik taget til at lette på den dengang tagløse Vesttribune med scoringen til 3-3.
B.T. Aalborg giver dig her et overblik over de 11 startende spillere, og hvad de laver i dag:
MÅLMAND

'Den hvide puma', Jimmy Nielsen, var en af de lokale på 1999-holdet. Nu er han allerlængst væk og er blevet et fodboldens svar på 'The American Dream'. Han bor i Kansas og har vundet guld samme sted, fået amerikansk statsborgerskab og haft flere trænerjobs i lavere amerikanske rækker. I øjeblikket er han uden trænerjob, men tilknyttet sin tidligere klub Sporting Kansas i en form for legenderolle, hvor han træner børn til åbne træninger, mens han venter på et nyt trænerjob.
FORSVAR

Brian Priske, der spillede højreback og blev hentet i Aarhus Fremad, er i dag en af Danmarks største trænernavne. Priske har vundet guld med FCM, men er i dag i belgisk fodbold, hvor han træner Viktor Fischer i Royal Antwerp.

Thomas Bælum udfyldte den ene plads i midterforsvaret. Han forlod fodbolden efter endt spillerkarriere for et job hos den globale ingeniør- og rådgivningsvirksomhed Rambøll. Det klædte ham på til at returnere til AaB som 'direktøren for det hele'.
Ved siden af Bælum spillede Jozo Matovac. Den stærke svensker ligner George Clooney med skæg, og han kunne også godt optræde i svenske Nespresso-reklamer. I hvert fald er Matovac i dag ansat som sælger og marketingsansvarlig hos Göteborg-klubben Önnered HK i den bedste svenske herrehåndboldrække.
Jens Jessen var anfører på guldholdet. Han vendte efter sit andet AaB-mesterskab tilbage mod hjemegnen, hvor han var en af frontfigurerne på FC Midtjyllands første Superliga-hold. I dag er han salgskonsulent hos Bent Pedersen Biler i Esbjerg – Jessens salgsområde er varebiler.
MIDTBANE

‘Kosten kører bussen!' Lars Thomsen var den stille arbejdsmand på guldholdet. Ligesom Jessen kunne 'Kosten', som han blev kaldt, fejre to mesterskaber med AaB. Han havde også en afstikker til Aarhus Fremad, da han i 1994 læste på Aarhus Universitet. Og hovedet er skruet godt på 'Kosten', for i dag sidder han for Nordjyllands Trafikselskab som chefkonsulent på IT-området.

Ståle Solbakken, ham kender du godt, ik'? Efter han blev mobbet af 'The Crazy Gang' i Wimbledon, fik han karrieren på ret køl i AaB, and the rest is history. Blev erklæret 'Judas' af fansene, da han tog til FCK, som han senere blev cheftræner for i sammenlagt 12 år. I dag norsk landstræner.

»Hvorfor spillede jeg til ikke mere centralt, coach?« Den snak har den svenske stjerne Anders Andersson kunnet tage med mestertræneren i 1999, Hans Backe, flere gange, for de har været fodboldekspertkolleger på C More. I 2021 skiftede Andersson dog til Discovery, hvor han i dag kloger sig. En af de mere oversete udlændinge, der havde en fornem karriere på både det svenske landshold og i storklubben Benfica, som han skiftede direkte til efter AaB.
Rosinen i midtbane-pølseenden er Henrik Rasmussen. Frisparkseksperten, som var Poul Erik Andreasens opfindelse, blev også kaldt 'Mini'. Løgstørianeren vandt også guld i 1995 og er i dag inspektør på Pigen & Trompeten i Jomfru Ane Gade.
ANGREB

Det kunne være blevet så meget mere for den tidligere Leeds-spiller Frank Strandli, som AaB-fans stadig hiver frem: »Vi kunne godt bruge en Strandli-type«. Skader stoppede dog en del for den norske angriber med den tunge fysik. Derfor var det næsten tragikomisk at se Strandli for år tilbage springe ud som franchisetager i den norske pizzakæde Pizzabakeren. Sidste år vendte han tilbage til fodboldverdenen i en rolle som spilleragent.
Søren Frederiksen eller 'Evigglad', som han kærligt blev kaldt, scorede sit eneste landskampsmål som AaBer, men blev berygtet for at ramme flere pølsevogne end mål. Frederiksen kan i dag se sønnen føre arven videre. Emil Frederiksen spiller således for Sønderjyske. Selv er Søren Frederiksen i dag talentspejder for den hollandske klub Heerenveen, efter den tidligere Superliga-topscorer gennem alle tider også har været træner i Skive og i barndomsklubben Viborg.
Fra bænken kom blandt andre klubrekordholder Torben Boye ind og lavede et oplæg i guldkampen. Han er i dag vicevært.
Også Thomas Gaardsøe og Allan Gaarde fik spilletid. I mange år var de henholdsvis spilleragent og sportsdirektør i AaB, mens førstnævnte i dag er ansat som HR-ansvarlig i den aalborgensiske elektrikervirksomhed KT. Allan Gaarde arbejder som konsulent, hvor han blandt andet rådgiver fodboldklubber om ansættelse af trænere og ledere, heriblandt OB.
TRÆNER
Hans Backe er pensioneret som træner, men leverer skarpe analyser som ekspert på svensk TV4 og C More. Backe stoppede i AaB i 2000, men slog sit navn yderligere fast i Danmark med mesterskaber med FCK og lagde grundstene til løvernes dominans: »Man kan sige, at Hans Backe byggede det fundament, som Ståle Solbakken med stor succes har stået på siden,« har Flemming Østergaard sagt.

Som assisterende træner havde Backe Lars Søndergaard, der siden har haft en flot trænerkarriere i Østrig og Superligaen – blandt andet som cheftræner i AaB. I dag er han landstræner for kvindelandsholdet.

