NBA-spilleren Meyers Leonard er havnet i sit livs stormvejr. Og det ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig.
For efter at have anvendt et racistisk udtryk, er der nu flere partnere, der tager afstand fra den 29-årige Miami Heat-spiller.
Én af dem er Counter Strike-holdet FaZe Clan, hvor Leonard har været investor siden 2019.
Det amerikanske storhold meddeler nemlig i en pressemeddelelse, at man ikke ønsker at arbejde sammen med NBA-spilleren efter den omtalte episode.

»Vi er ekstremt skuffede over at høre Meyers' udtalelse. FaZe tolererer ikke hadsk tale eller diskriminerende sprogbrug, og derfor dropper vi nu samarbejdet. Samfundet har så meget at lære endnu. Lad os blive bedre sammen,« lyder det blandt andet i pressemeddelelsen.
Det var under en livesending tirsdag på streamingtjenesten Twitch, hvor Leonard var i gang med at spille Call of Duty, at adskillige seere bemærkede, at han kom med udbruddet.
For da det ikke så ud til at gå særlig godt for Leonard, brugte han det antisemitiske udtryk 'kike', der betegnes som dybt racistisk. Og det var her, at det efterfølgende tog fart.
Han slettede hurtigt sit opslag på Twitter, hvor man kan høre udbruddet, men internettet glemmer aldrig, og derfor er klippet delt vidt og bredt de seneste 24 timer.
Kommentaren har efterfølgende gjort, at Miami Heat har besluttet at undersøge sagen nærmere, mens NBA også er i gang med sin undersøgelse, hvor man samtidig slår fast, 'at man er imod hadske ytringer'.
Det hjælper næppe på sagen, at Miami Heats ejer, Micky Arison, selv er af jødisk afstamning.
Leonard kommer ikke i spil mere i denne sæson.
Det skyldes dog ikke kommentaren, for han døjer nemlig i forvejen med en skulderskade, der holder ham ude resten af sæsonen.