Der er krisetilstande i Liverpool i øjeblikket.
For de forsvarende engelske mestre har nemlig tabt hele otte kampe ud af de seneste 12.
Og netop den nuværende situation, som Jürgen Klopps mandskab befinder sig i, har da også rystet den danske fodboldlegende Michael Laudrup.
»Det er meget overraskende, at de har scoret så få mål. Mohamed Salah, Sadio Mané og Roberto Firmino har jo nærmest ikke været skadet. De har spillet de fleste kampe siden jul, men det har været sådan her i lang tid,« sagde han i TV3 Sports optaktsstudie onsdag aften og fortsatte:

»Det er katastrofalt. Det er jo fuldstændig vanvittige tal. Havde der været tilskuere til kampene, så var det heller ikke sket for Liverpool.«
I weekenden røg Liverpool-holdet ind i sit sjette nederlag i træk på hjemmebane, da Premier League-klubben tabte 0-1 til Fulham.
Netop weekendens nederlag var da også noget, der fik den tidligere landsholdsangriber Preben Elkjær op af stolen.
»Det var første gang, jeg så et hold uden selvtillid. Nogen af dem gik og småbrokkede sig, og det er et krisetegn,« forklarede han i samme optaktsstudie, hvor han samtidig pegede på aftenens opgør mod tyske Leipzig som en gylden mulighed for den engelske gigant:
»Det kan være en start i forhold til at komme ud af denne her krise.«
Liverpool spiller i skrivende stund returopgør i Champions Leagues ottendedelsfinale mod Leipzig. Første opgør endte 2-0 i Liverpools favør.