De kom, de red, og de tog metal med hjem. Og det kan blive endnu vildere.

»Jeg er overordentlig tilfreds. Det blev en medalje. Det kunne meget vel have været sølv. Men den kommer næste år. Eller guld.«

Sådan lyder det fra en lykkelig prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein til Horse2Rider. For som landstræner for det danske dressurhold kunne hun onsdag knytte næverne. De danske stjerner vandt bronze i EM-holdkonkurrencen efter fire stærke præstationer i tyske Hagen.

»Sådan en lille nation som Danmark, der kan stille med næsten fire andre heste til EM end til OL … Det er kun 'Bo', der har gået i Tokyo … At vi kan komme med de andre heste og stadig gøre os gældende, et så lille land som Danmark. Det er sådan, det skal være,« siger landstræneren, der altså med et glimt i øjet får lovet, at det bliver endnu større næste gang.

Landstræner prinsesse Nathalie under OL i Tokyo.
Landstræner prinsesse Nathalie under OL i Tokyo. Liselotte Sabroe

På banen var Charlotte Heering, Nanna Skodborg Merrald, Daniel Bachmann Andersen samt Cathrine Dufour, der red på Bohemian, præcis som hun gjorde i Japan for halvanden måned siden.

Hun var sidste danske rytter i ilden og lå længe på omkring de 83 procent, langt foran resten af klassen, men desværre sneg der sig en fejl ind i øvelsen galoppirouette, der blev dyr, og hun endte på 79,7 procent efter et ellers fejlfrit program.

Var fejlen ikke sket, havde det set endnu flottere ud på pointtavlen. Det havde formentlig givet sølv, og faktisk kunne Dufour måske endda have slået OL-guldvinderen Jessica von Bredow-Werndl. Og det ærgrer selvfølgelig landstræneren.

»Øv, siger man så bare. Så har man lyst til at sige et andet ord, som jeg ikke siger. Men det er hestesport. Det er på en måde også godt, det ikke bare er at ride. Der skal så meget til, at det går op i en højere enhed. Det er heste. Hvis ikke man har med heste at gøre, har man et kedeligt liv,« smiler Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, der spår, at Cathrine Dufour 'meget vel' kan ende på podiet i torsdagens første individuelle konkurrence.

Cathrine Dufour på Bohemian – her ved OL i Tokyo – var sidste danske rytter ved holdkonkurrencen til EM. De leverede pånær et enkelt kiks et flot og fejlfrit program.
Cathrine Dufour på Bohemian – her ved OL i Tokyo – var sidste danske rytter ved holdkonkurrencen til EM. De leverede pånær et enkelt kiks et flot og fejlfrit program. Liselotte Sabroe

Landsholdet blev nummer fire i holdkonkurrencen ved årets OL, og landstræneren havde inden EM startede fortalt, at de i det tyske jagtede 'revanche' og gik benhårdt efter at få medaljer med hjem.

Noget, der altså lykkedes. De stærke tyskere vandt guld for hold, mens England akkurat overhalede Danmark og sikrede sølvmedaljerne.

EM i dressur er dog langtfra slut endnu for prinsesse Nathalie og resten af landsholdet.

Først gælder det klassen Grand Prix Special, der bliver afviklet torsdag, og her er der endnu en gang medaljer på spil. I weekenden er det så den absolut sværeste klasse – den såkaldte 'freestyle', hvor de bedste ryttere fra torsdagens klasse skal ride til musik.