I 80erne havde vi dynamitdrengene, i 1992 vandt vi EM-guld, og nu erobrer herrelandsholdet igen Europa.
Senest gik det ud over Israel, der blev sendt hjem med 5-0 fra et gyngende, atter udsolgt Parken. Det er dog ikke kun Israel, der på det seneste har fået en øretæve af danskerne. Listen tæller også nationer som Skotland, Østrig, Wales og Tjekkiet.
Hvis man spørger Morten Bruun, tidligere fodboldspiller og nu fodboldekspert på Discoverys kanaler, er holdet tæt på at være et af de bedste danske landshold nogensinde.
»Jeg vil mene, at spiller for spiller er holdet bedre end i 1992. Det synes jeg også, at man kan se på de adresser, folk spiller,« siger han.

Morten Bruun var en del af landsholdet, der i 92 vandt EM-guld, selvom han ingen spilletid fik. En af de andre legender fra 1992er-holdet Henrik 'Store' Larsen har været på stadion de seneste par gange til landskamp.
»De gør det fantastisk. De sidste fire-fem måneder har budt på rigtig god fodbold. De spiller på højeste niveau i klubber som Chelsea, Milan, Valencia. You name it. Altså, det er ikke småklubber,« siger han.
Til trods for sin store begejstring synes 'Store' Larsen, at det er svært at sammenligne landsholdene gennem tiden.
»Nogle kan bedre lide den ene form for fodbold, andre kan lide noget andet. Det er, hvad man er til. Jeg synes, at de spiller god, underholdende fodbold. Det ser fornuftigt ud, men at sammenligne holdene er svært,« siger han.
Hvis man spørger ham, hvilket landshold han helst vil spille på, er han dog ikke i tvivl.
»Jeg vil helst spille på det hold, der vandt,« siger han med et smil på læben.
Selvom det nuværende landshold ikke har vundet en stor titel som holdet i 1992, er det alligevel blevet til en hel del sejre imod nationer, hvor Danmark har været favoritter. Og i det mener Morten Bruun, at der ligger en svaghed i forhold til at kunne krone sig som det bedste danske landshold nogensinde.
»Jeg vil mene, at det er rimeligt at diskutere, om det er lige så godt som holdet i 1984 og 1986. Det, holdet mangler, er at sikre sig nogle meriterende sejre mod nogle store fodboldnationer, før man kan placere dem helt deroppe,« siger han.

Morten Bruun mener, at holdet spiller for spiller er tæt på holdene i 80erne, men at det mangler en lille smule.
»Jeg synes, at defensiven er helt på højde med 80erne. Det er på angrebspositionerne, man kan sige 'ej, okay', så gode som Preben Elkjær og Michael Laudrup var, der er Yussuf Poulsen, Martin Braithwaite og Andreas Cornelius ikke i nærheden,« siger han.
På nogle andre offensive positioner råder den danske landstræner, Kasper Hjulmand, over store talenter som Mikkel Damsgaard og Andreas Skov Olsen, som måske kan nå samme niveau.
»Jeg tror, at Mikkel Damsgaard kan blive en af verdens bedste. Det er helt sikkert. Jeg er lidt i tvivl om Skov Olsen, men et eller andet sted har han potentialet til det,« siger Morten Bruun.
Danmark ligger i øjeblikket på førstepladsen i sin VM-kvalifikationsgruppe, og det lugter unægteligt af en sikker VM-billet. Derfor spekulerer danske fans i, hvor langt det storspillende landshold kan nå. Flere drømmer om, at holdet kan gå hele vejen og snuppe VM-pokalen, og det er ifølge Henrik 'Store' Larsen ikke helt skævt.
»Så længe man deltager, har man en chance. Det har jeg lært. Selvfølgelig har vi en chance, men det skal spille på dagen. For at vinde skal vi slå de store hold som Tyskland, England, Belgien og så videre,« siger Henrik 'Store' Larsen.
Verdensmesterskabet bliver afholdt om vinteren i slutningen af 2022. Qatar er værtsnationen.