Der udspiller sig lige nu et massivt drama mellem Gracelyn Trimble og NFL-stjernen Dalvin Cook.

Sidstnævnte skulle nemlig have slået den tidligere soldat gentagende gange, efter hun var kommet til Minnesota i USA for at gøre deres forhold forbi.

Det skriver flere amerikanske medier – eksempelvis New York Post.

Gracelyn Trimble hævder blandt andet, at hun blev kastet over sofaen, hvorefter hun blev slået i hovedet, inden hun blev smadret ned i et bord.

New York Post skriver videre, at Dalvin Cook ligeledes skulle have truet sin nuværende ekskæreste verbalt og tævet hende med et kosteskaft.

NFL-stjernen har efterfølgende forsøgt at sige undskyld til Gracelyn Trimble.

'Jeg kan ikke gøre det, jeg gjorde, om. Men du skal vide, at jeg er ked af det, og at jeg elsker dig. Jeg er her for dig, men hvis du går til politiet, så respekterer jeg det,' skriver Dalvin Cook eksempelvis i en sms.

'Dalvin. Mit ansigt er så smadret, at jeg højst sandsynligt aldrig vil se min familie til thanksgiving igen,' har Gracelyn Trimble svaret sportsudøveren.

Men historien slutter ikke her. Dalvin Cooks advokater udtaler således, at NFL-stjernen er offeret i sagen.

»Hvis sagen undersøges til bunds, er vi overbeviste om, at fakta vil vise, at mr. Cook intet har gjort forkert. Eventuelle skader på Gracelyn Trimble skyldes hendes egen voldelighed,« siger advokaten helt præcist.