Hvis man bare ikke kan få nok af at se Mathias Gidsel, Simon Pytlick og resten af GOG-holdet spille håndbold, er der nu godt nyt.

Den sydfynske topklub rykker nemlig tre kampe til Odense, så endnu flere tilskuere får mulighed for at blive smittet af den gule håndboldfeber og opleve stjernerne trylle på halgulvet.

Første kamp, der spilles i Jyske Bank Arena i Odense, bliver European League-kampen mod franske Nantes 30. november.

Få dage senere venter ligakampen mod Skjern og den midlertidige flytning kulminerer med braget mod Lemgo i European League 7. december.

Der bliver plads til 4000 tilskuere til hver af de tre kampe. Normalt bliver der lukket 2000 ind til GOGs hjemmekampe i Phønix Tag Arena i Gudme. Det glæder klubbens direktør Kasper Jørgensen.

»Vi oplever i øjeblikket en kæmpe interesse for GOG, og vi fylder vores hjemmebane i Gudme hver eneste kamp. Vi har rigtig mange kampe i øjeblikket og ved at flytte de her tre kampe til Odense, kan vi inden for otte dage give 3 x 4.000 håndboldfans en oplevelse,« udtaler han til klubbens hjemmeside og tilføjer:

»Jeg er sikker på, at det bliver fantastisk med så mange mennesker til GOGs kampe. Vi har jo spillet der tidligere, og vi glæder os til igen at kunne glæde endnu flere fans med billetter til nogle spændende opgør. Vi håber naturligvis, at den sydfynske håndboldkaravane vil tage med til arenaen i Odense og bidrage til den stemning, vi elsker i Gudme. Samtidig med, at vi har plads til, at endnu flere kan komme og blive en del af den gule håndboldfest i GOG.«

Tidligere har Kiel – med Landin-brødrene – besøgt GOG i Jyske Bank Arena. GOG oplyser, at sæsonkort gælder til de tre flyttede kampe.

GOG fører i øjeblikket både den danske liga og sin gruppe i European League.