»Det bliver en fantastisk kamp at slutte af med!«

AaB kan gå på juleferie søndag aften mod FCK. Med mandagens sejr over Sønderjyske, kan de højtflyvende nordjyder bytte bronzeplaceringen ud med en sølv, hvis de slår de skrantende københavnere.

Det tror Louka Prip i den grad på, efter han med to scoringer mandag havde ligeså meget overskud som besparelsen på en ramme øl ved grænsen kontra Bilka:

»Nu står vi rigtig godt. Vi har noget selvtillid at tage med videre og på hjemmebane mod FCK kan vi sagtens vinde,« lød det fra Louka Prip, der inden sæsonen skiftede fra nedrykkede AC Horsens.

AaB's Louka Prip scorede to gange mod Sønderjyske.
AaB's Louka Prip scorede to gange mod Sønderjyske. Henning Bagger

Da AaB længe lå i pole til guldet i 2008, var det første de blev danmarksmestre i, at underspille. Der er lang tid til sæsonafslutning, men de mange point gør det svært ikke at drømme - eller fantasere måske:

»Vi tager det kamp for kamp, men vi vinder hele tiden …« lød det nemlig med en fejl fra Louka Prip, der skyndte sig at rette bemærkningen, mens glade holdkammerater grinede i baggrunden:

» … Vi vinder i hvert fald i dag (mandag, red.). Det var det, jeg mente,« siger Louka Prip, der peger på en årsag til AaB'erne ikke render og tror, de vinder hele tiden. Og det er ikke nordjysk underspillethed som Lynge Jakobsen, men sydlandsk temperament, forklarer københavnske Prip:

»Vi har en træner som holder os meget nede på jorden. Hvis der er den mindste form for 'for meget' hygge, så er han den første til at sige: 'Nu skal I komme i gang!'«

AaB-træner Marti Cifuentes under kampen mod Sønderjyske, som nordjyderne vandt 3-1
AaB-træner Marti Cifuentes under kampen mod Sønderjyske, som nordjyderne vandt 3-1 Claus Fisker

Efter debutscoring i Parken mod netop FCK har den venstrebenede offensivspiller haft et lille formdyk, men har igen vist farlighed i de sidste par opgør. Dermed viser han nogen af årsagerne til B.T.s fodboldekspert, Morten Bruun kaldte ham et af transfervinduets bedste køb.

Kæmpekampen mod FCK er noget af en kontrast til for under et år siden, hvor Marti Cifuentes debuterede som AaB-træner mod netop FCK. Siden er der løbet masser af vand under Limfjordsbroen.

»Min første kamp er stadig en, der rumsterer i mit hoved,« siger spanske Cifuentes.

Efter kampen blev den populære træner hyldet af de mange AaB-fans, der drømmer ukaraktisk nordjysk stort.

Sønderjyske måtte græmme sig i grænselandet, mens AaB med 3-1-sejren strøg forbi både Randers og Brøndby. Med en sejr mod FCK på søndag kan de overvintre som Superligaens nummer to.
Sønderjyske måtte græmme sig i grænselandet, mens AaB med 3-1-sejren strøg forbi både Randers og Brøndby. Med en sejr mod FCK på søndag kan de overvintre som Superligaens nummer to. Claus Fisker

»Det er altid godt at drømme. Vi drømmer også. Men drømmer vi uden at arbejde, giver det jo ingen mening. Jeg er glad for hvordan fansene hjalp os i dag, for de gjorde virkelig en forskel,« siger AaB-træneren, men som Lynge Jakobsens mantra om 'en kamp af gangen', gik Cifuentes dog med til så meget til de drømmende fans:

»Jeg vil da sige, at det ville være en god julegave at fejre jul som 2'er.«

Anderledes bramfri var Louka Prip:

»Det (at overvintre som 2'er) går vi 100 procent efter og det tror vi også vi gør, når juleferien kommer.«