AaB rullede Superliga-sækkevognen til landskampspause med en 2-1-sejr over FC Nordsjælland fredag. Alligevel var AaB-fansenes øjne rettet mod tirsdagens midnatsforestilling.

Da transfervinduet smækkede i, havde AaB lejet den nordmakedonske landsholdsspiller Alexander Trajkovski og holdt på profilerne. Et godt vindue for aalborgensernes målsætning om at ende i top-fire.

Det mener B.T.s klummeskribent Morten Bruun:

»De har handlet sig til en mulighed for top-fire, vil jeg sige. Spørger du, om de kommer i top-fire, så siger jeg nej. Top-seks? Ja, det tror jeg. Det var ikke strengt nødvendigt, at Trajkovski kom ind, og jeg havde ikke dumpet AaBs transfervindue, hvis ikke han var kommet,« siger Morten Bruun.

Morten Bruun. Foto: Bo Amstrup
Morten Bruun. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Trajkovski har delt adresse med den tidligere AaB'er Thomas Enevoldsen i belgiske Mechelen og den nuværende assistent Oscar Hiljemark i Palermo, hvor AaBs nye nummer syv var en stor profil. Seneste ophold i Mallorca er gået knap så godt, men Morten Bruun kan ikke se ham være andet end en forstærkning:

»Det er også en tolkning, at de henter ham på en lejeaftale, fordi Lucas Andersen er skadet. Men hvis ikke en spiller, der starter i tre EM-kampe for Nordmakedonien, kan forstærke AaB, så har vi et forvrænget billede af niveauet.«

Særligt begejstret er Morten Bruun for Louka Prip, som AaB købte i Horsens. Faktisk var han i 2017 – mens han spillede i Hvidovre – til prøvetræning på Hornevej, men han skulle lige forbi fængselsbyen, før han var AaB-klar:

»Jeg har tidligere kaldt Louka Prip for transfervinduets bedste indkøb på Twitter, også ud fra hvad han har kostet. Det står jeg ved. Han er bare god. Han var god i Horsens og har været god i AaB.«

Jubel i AaB over sejrmålet mod FC Nordsjælland. Samme spillere kan juble igen efter landskampspausen, efter det lykkedes AaB at holde på profilerne.
Jubel i AaB over sejrmålet mod FC Nordsjælland. Samme spillere kan juble igen efter landskampspausen, efter det lykkedes AaB at holde på profilerne. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Købet af sidste sæsons topscorer i Serbien, Milan Makaric, var påkrævet, mener fodboldeksperten:

»Det vigtigste i AaBs transfervindue var at finde afløseren for Tom van Weert, fordi jeg ikke følte, de havde en decideret nier. Så ville det have været Kasper Kusk som en falsk nier eller Frederik Børsting, fordi han kan spille alle 11 pladser. Jeg kunne godt ønske mig at han var hurtigere, men han har vist en god tilstedeværelse indtil videre.«

Den tidligere Superliga-træner tolker AaBs rolige deadline day som et sundhedstegn efter den gode sæsonstart:

AaBs sportschef lukkede en enkelt handel på Deadline Day: En lejeaftale med en nordmakedonsk landsholdsspiller.
AaBs sportschef lukkede en enkelt handel på Deadline Day: En lejeaftale med en nordmakedonsk landsholdsspiller. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»For en måned siden havde jeg sagt, at det var en nødvendighed at få en central midtbanespiller, men nu ligner Pedro Ferreira jo pludselig den spiller, de fik for et år siden. Dem, der har handlet mest, er dem, der er mest desperate, som Sønderjyske og Vejle, så hvis jeg var AaB-fan, ville jeg ikke være skuffet over noget.«

Mange AaB-fans håbede på et nostalgisk gensyn med 2014-guldhelten Nikolaj Thomsen, der dog endte i Vålerenga. Men også den slags fravalg er Morten Bruun tilfreds med:

»Jeg mener ikke, de skulle have hentet Nikolaj Thomsen, fordi det bliver sådan noget evindelig AaB-romantik. Jeg har ikke set noget i FC København, der skulle få mig til at mig til at tro, at Nikolaj Thomsen kunne gøre noget for AaB. Jo, et mål mod Brøndby til 2-1 – ret skal være ret.«

Fremfor at overvære AaBs 13-0-sejr over FIUK i pokalturneringen tirsdag aften valgte sportschef Inge André Olsen at passe transfertjansen med mobilen. Det gjorde han fra Skagen Fiskerestaurant på Budolfi Plads.