Selvom bundholdet Sønderjyske havde et skud på overlæggeren, vandt AaB 3-1 mandag aften. Med de tre point gik forbi både Randers og Brøndby - og kan overhale FCK med en sejr i efterårets sidste kamp søndag i Aalborg mod … FCK.

Trods et tidligt Emil Holm-hug, der havde kurs mod et 'årets mål'-nominering, men i stedet blev en Jacob Rinne-refleks, blev første halvleg derfra en tam affære. Altså lige indtil Jacob Rinne - efter et snert VAR-tjek - havde begået straffe for et sammenstød, der kunne måles på Richterskalaen. Emil Holm vandt denne gang duellen med Rinne.

Det tændte op i kampen og Sønderjyske havde knap varmet sig ved 1-0-scoringen før indskiftede Kasper Kusk fandt Louka Prip, der udlignede til 1-1. Efter en dominerende AaB-indledning på anden halvleg bragte Kusk selv AaB på 2-1 inden Louka Prip i overtiden blev dobbelt målscorer.

Herunder kan du læse B.T.s dom over kampen:

Eksilkøbenhavneren ragede op over alle andre. I positiv forstand. Han ryddede op for sine holdkammerater, kom på tværs og fyldte - også verbalt. Sønderjyske-AaB er et af den slags 'udkantsopgør', hvor randområdernes renommé og lokalpatriotisme er på spil. Nemlig store spørgsmål som 'grænsebajer ved Poetsch eller billige shots i Gaden?' 'Søren Sko eller Jakob Dinesen?' 'Mojn eller Goddaw?' I dag kunne Thelander både være grænsevagt mod syd og dørmand i Gaden - de ville ikke komme forbi alligevel.

Hverken Ekani eller AaBs Magnus Christensen er nogen Pirlo i deres rolle som anker på den defensive midtbane. Mandag aften var det dog AaB'eren der slap bedst fra 6'er-duellen. Ekani har et højt niveau som bolderobrer og et heatmap, der kan varme det meste af Sønderjylland. Men. Når han leger playmaker er boldene både balloner og adresseløse. Defensivt lavede han også flere klodsede frispark.

Sønderjyske:

Lawrence Thomas 3

Emil Holm 4

Stefan Gartenmann 3

Søren Reese 3

Duplexe Tchamba 3

Marc Dal Hende 3

Mads Albæk 3

Victor Ekani 2 (UD: 81.)

Rilwan Hassan 3 (UD: 63.)

Faris Moumbagna 3

Abdulrahman Taiwo 2 (UD: 63.)

---

Julius Eskesen (IND: 63.)

Kristófer Kristinsson (IND: .63.)

Daniel Prosser UB (IND: 81.)

AaB:

Jacob Rinne 3

Mathias Ross 3

Rasmus Thelander 5

Anders Hagelskjær 4

Kristoffer Pallesen 3

Magnus Christensen 4

Malthe Højholt 3 (UD: 89.)

Jakob Ahlman 3 (UD: 76.)

Iver Fossum 3 (UD: 24.)

Milan Makaric 2 (UD: 76.)

Louka Prip 5

----

Kasper Kusk 5 (IND: 24.) (UD: 89.)

Rufo UB (IND: 76.)

Tim Prica UB (IND: 76.)

Markus Hannesbo UB (IND: 89.)

Anosike Ementa UB (IND: 89.)

Emil Holm kvitterede for sin straffescoring ved at holde hænderne bag ørene foran AaBs fans. Efter den forudgående kontrovers om straffesparket, var det brænde på det serbiske 'dont fuck with us'-bål, som glødede i Milan Makaric. Så der var balkansk payback tre minutter senere, da AaB udlignede - uden Markaric var impliceret - og serberen leverede nøjagtig samme gestikuleren retur til Emil Holm. God lir.

Hvem hulen skal score målene, der kan bringe Sønderjyske ud af suppedasen? Efter præcis en time var der rigeligt med mulighed for at give sit eget bud. Men ingen bestod testen, da først Ekani tvang Rinne ned til roden af stolpen. Herefter udviklede det sig til køen til Nutella-tilbud ved Fleggaard, hvor først Rilwan Hassan missede på stregen, siden var Mathias Ross tæt på at sparke bolden ind på en modstander, så læderet hoppede tilbage ind foran kassen.

Sønderjyderne må stå i en værre identitetskrise end en teenager, når moden skifter eller man kommer på 'hippiegymnasiet' som sportsfyr. Spezias søsterklub skulle have en international profil med en tysk træner og gegenpres - nu kædes de sammen med Henrik Hansen og Jacob Michelsen og noget, der rimer på 'back to basics'. Fansene må være forvirrede.