2021 var et unikt dansk sportsår.

De danske atleter og udøvere hentede bunker af metal med sig hjem fra mesterskaber, slutrunder og olympiske lege overalt på kloden og har skabt minder og oplevelser, der for mange danskere vil vare livet ud.

De præstationer skal både huskes og hyldes. Derfor uddeles B.T. Guld, der hylder og fejrer de største danske sportspræstationer.

40 danske atleter på tværs af sportsgrene har afgivet deres stemmer til ti indstillede kandidater for årets største sportspræstation. Nu er stemmerne fordelt, og feltet er skåret ned til tre. Dermed er de tre nominerede til B.T. Guld 2021:

Lasse Norman Hansen (tv.) og Michael Mørkøv efter OL-triumfen.
Lasse Norman Hansen (tv.) og Michael Mørkøv efter OL-triumfen. Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

LASSE NORMAN HANSEN & MICHAEL MØRKØV

Den gyldne baneduo stod for ét af årets mest rørende øjeblikke under sommerens OL i Tokyo, da de lod følelserne få frit løb efter at have opnået karrierens største resultat i form af en guldmedalje i parløb.

Efter at have tilbagelagt de 200 omgange på velodromen i den japanske hovedstad skrev de to danske cykelryttere sig ind i historiebøgerne.

»Det var en enorm lettelse og euforisk glæde, at det lykkedes. Jeg var virkelig træt de sidste 50 omgange. Men da Michael kørte over målstregen... det var jo helt vildt at opleve,« forklarer 29-årige Lasse Norman Hansen.

Kort efter blev de to banemakkere da også genforenet på den ene langside, hvor de kastede sig i armene på hinanden, lod tårerne trille ned ad kinderne og fik lagt Dannebrog om skuldrene. Et øjeblik, der uundgåeligt rørte de mange danskere, som sad og så med hjemme i stuerne.

»I det moment, vi mødes, begynder vi bare at råbe: ‘Ja, vi fucking gjorde det'. At kunne dele det med en mand, der arbejder så hårdt for sit hold og altid er bundsolid samt et godt menneske, det betød ALT,« siger Lasse Norman Hansen om sin 36-årige makker.

Sammen med et sikkert VM-guld i samme disciplin senere på året har OL-metallet derfor betydet, at de to cykelstjerner er nomineret til 'sportens egen pris'.

Tag med tilbage til den store dag, der resulterede i den historiske guldtriumf med de to baneryttere, i dette store interview.

Anne-Marie Rindom vandt OL-guld efter et gigantisk drama på vandet.
Anne-Marie Rindom vandt OL-guld efter et gigantisk drama på vandet. Foto: OLIVIER MORIN
Vis mere

ANNE-MARIE RINDOM

Det var et vanvittigt drama, der udspillede sig for øjnene af hele verden, som fulgte bådklassen Laser Radial ved OL i Tokyo.

Her gennemgik den danske sejlsportsstjerne Anne-Marie Rindom nemlig noget af et mareridt, som hun stadig har svært ved at tale om.

På trods af, at hun i sidste ende endte øverst på medaljeskamlen og kunne juble over det OL-guld, hun havde jagtet hele livet, og som nu har sikret hende en nominering til aftenens fornemme pris.

»Jeg har aldrig grædt så meget i liv, som jeg gjorde den dag. Hvordan kunne jeg smide det hele væk på én dag? Jeg kunne slet ikke være i det,« forklarer hun om den dramatiske dag, hvor hun var tæt på at smide det hele på gulvet.

Efter ni af de indledende sejladser lå den danske stjerne på en klar førsteplads, og muligheden for at nappe guldet i tiende sejlads var inden for rækkevidde. Men en chokerende diskvalificering inden den tiende sejlads sendte den ulykkelige dansker i gråd.

»Jeg følte jo i det øjeblik, at det var min eneste mulighed for at vinde guld, der glippede dér. Det hele var så overvældende, og mine følelser kammede fuldstændig over,« tilføjer den 30-årige sejler.

Hun satte dog tingene på plads i et nervepirrende og afgørende medaljesejlads, hvor hun viste, hun var den bedste på vandet de dage i Japan. Du kan læse alt om hele dramaet i dette interview med Anne-Marie Rindom.

Viktor Axelsen havde svært ved at forstå, at han netop havde vundet OL-guld.
Viktor Axelsen havde svært ved at forstå, at han netop havde vundet OL-guld. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

VIKTOR AXELSEN

Han gik fra helt til skurk på ganske kort tid med sin beslutning om at flytte fra Danmark til fordel for Dubai i august.

Og han gennemgik lidt af et corona-mareridt ved EM i Ukraine i maj.

Men det er nu hans vanvittigt imponerende præstationer på badmintonbanen, der har gjort, at den 27-årige dansker er nomineret til B.T. Guld.

En pris, som han i øvrigt også vandt sidste år.

»Jeg er først og fremmest enormt beæret. Det er en ekstra speciel pris, da det er mine kollegaer, som jeg respekterer rigtig meget, der stemmer. Den betyder meget, for jeg ved, hvor hårdt arbejde de selv lægger i deres sport,« siger Viktor Axelsen og tilføjer:

»For mig at se er det en svær pris at skulle vurdere, for der er så mange dygtige atleter med.«

Thailand Open I, Thailand Open II, Swiss Open, Denmark Open, Indonesia Open, sæsonfinalerne og i særdeleshed det imponerende OL-guld er titler, der har fyldt danskerens trofæskab i et vildt år for badmintonstjernen.

Viktor Axelsen har for blot nogle dage siden sat ord på det turbulente og begivenhedsrige år, han netop har været igennem. Det kan du læse meget mere om lige HER.