Mest velbesøgte nogensinde.
12.336 gæster lagde i oktober måned vejen forbi Kunsten i Aalborg.
Og dermed slog museet alle tidligere rekorder for årets tiende kalendermåned.
Men hvor stor en rolle spiller det kunstværk, som hele verden den seneste tid har omtalt?
Jens Haanings værk – bestående af 25.702 euro og 338.122 danske kroner klistret fast på en hvid ramme bag et udstillingsglas – har skabt opmærksomhed så langt væk som USA og Japan.
Formentlig mest, fordi de fysiske pengesedler, der skulle have været en del værket, var væk, da museet modtog værket tilbage i september.

»Det har selvfølgelig en betydning for besøgstallene, når der er meget omtale af ens museum,« siger direktør for Kunsten Lasse Andersson til B.T. og uddyber:
»Der er fra tid til anden nogle ting, der gør, man bryder igennem, og det har Jens' værk helt sikkert været en del af.«
Alene i efterårsferien har lidt over 4.000 mennesker besøgt Kunsten, og det skyldes ifølge direktøren, at museet har haft flere gode udstillinger og mange aktiviteter for børn.
Men Jens Haanings værk 'Take the Money and Run' spiller også her en rolle.
»Det har betydet, at folk er opmærksomme på, at der er et kunstmuseum i Aalborg, der hedder Kunsten,« siger Lasse Andersson, der tidligt torsdag blev mindet om, at verdens øjne stadig er rettet mod Aalborg.
»Her til morgen var der på japansk tv en fem minutter lang omtale af Kunsten som museum og vores værker,« fortæller han.
Men har værket i omsætning så ligefrem været de i alt 550.000 kroner værd, som Jens Haaning har lånt af jer?
»Nej, jeg vil ikke sige, at den ekstra omtale nu har betalt værket. Der er vi ikke henne,« lyder vurderingen fra direktøren.
Og så er der i øvrigt intet nyt at melde om de forsvundne penge.
»Det er stadig en uforløst situation. Men det kommer sikkert på plads i januar,« slutter Lasse Andersson.

