»Det koster noget tid.«
Sådan beskriver Hans Peter Andersen, direktør for elektrikerfirmaet Nordelektro de konsekvenser, som manglende parkeringspladser i Aalborg har for virksomheden.
Onsdag foreslog byrådspolitiker Maja Torp (V) overfor B.T., at kommunen etablerer såkaldt erhvervsparkering i centrum af Aalborg.
Ideen går ikke ud på at lave flere parkeringspladser, men handler om at lave en kombi, så alle typer af håndværkere fra klokken 5 om morgenen til 16 om eftermiddagen har specielle fordele i forhold til at bruge de eksisterende pladser.
Den model bakker direktøren op om. Men for ham er det noget andet, der fylder mest.
»Når man kommer med en stor varebil, som vi gør, så er pladserne ikke store nok. Vi skal have ting ud af siden af bilen, og det er parkeringspladserne tit for små til,« siger han og tilføjer:
»Derfor kunne vi godt tænke os, der skulle være specifikke håndværkerpladser. Parkeringspladser, der altså er en anelse større.«
Hans Peter Andersen fortæller, at udfordringerne er størst i centrum af byen. Han ved godt, at parkering foran døren til alle kunderne aldrig bliver realistisk, men mener, man kunne udnytte flere af sidegaderne.
Og så peger han på et nuværende centralt placeret parkeringshus som en del af løsningen.
»Palads parkering, det kunne man godt forestille sig. Dog helst i bunden, for vi skal jo slæbe materialer.«
Som et alternativ til nye og større håndværkerpladser kunne det også være en mulighed at få lov til at parkere henover to båse, tilføjer direktøren.
Udover at koste tid, så resulterer de begrænsede pladser også nogle gange i, at de ansatte skal slæbe tingene over en lang distance.
»Hvis vi laver olieskift på en elevator, så skal der slæbes 200 liter olie i 25-liters dunke. Parkerer du halvanden kilometer væk derfra, så bliver det træls. Uanset om du har sækkevogn med eller ej.«
Han understreger dog, at hans medarbejdere generelt er gode til på forhånd at prøve at lave aftaler om parkering med de firmaer, som de tager ud og udfører arbejde for.
Og så vil han i øvrigt ikke have specielle vilkår, når det handler om prisen.
»Vil faktisk gerne betale for parkering, og jeg kan heller ikke se, hvorfor vi som håndværkere skal fritages fra det,« siger direktøren, der i øvrigt ikke mener, at virksomheden i samme grad som tidligere døjer med parkeringsbøder.
Det er nemlig blevet lettere at undgå, efter at muligheden for at registrere sit dankort er blomstret frem de fleste steder, mener Hans Peter Andersen.
Nordelektro er en aalborgensisk elektrikervirksomhed, der arbejder med service, reparation og vedligeholdelse af teknisk udstyr som for eksempel elevatorer, ventilationer og automatiske døre.


