I slutningen af 6. klasse fik Viktor Nørgaard svært ved at gå i skole. Morgenerne i rækkehuset i Smørum, hvor Anette Nørgaard bor med sin 13-årige søn, udviklede sig til en kampplads.
Viktor ville ikke op, han ville ikke i tøjet, og han ville ikke ud ad døren. Men hans mor sagde, at han skulle, og tvang ham af sted. Indtil en morgen, hvor det hele kulminerede.
Anette Nørgaard have gentagne gange skyndet på sønnen. Hun havde haft en hånd i ryggen på ham de syv meter gennem forhaven, hun havde åbnet det mandshøje stakit og lukket lågen bag ham.
Men da hun en time senere åbnede lågen for selv at tage på arbejde, stod Viktor på præcis samme sted, som hun havde forladt ham.
Han var sunket sammen og græd – som om han havde givet op. Da begyndte hun at forstå, hvad sønnen var oppe imod.
»Sådan skal man jo ikke have det,« siger hun.
Hun tog ham med ind igen, fik tasken og overtøjet af ham. Men først da hun sagde, at han måtte blive hjemme fra skole, faldt han til ro.
Siden er det sporadisk, hvor meget han har været i skole, og det er 1½ år siden, han sidst havde en fuld skoledag.
Det er ikke, fordi Viktor Nørgaard ikke vil gå i skole. Han kan ikke. Dermed er han en af de stadig flere danske børn, der lider af skolevægring.
Der findes ingen officielle tal på, hvor mange børn der kæmper med at komme i skole. Men på Psykologisk Institut på Aarhus Universitet forsker professor Mikael Thastum i skolevægring, og han er ikke i tvivl om, at der er sket en generel stigning i børns skolefravær.
»Angst kan være årsag til fraværet, men kan også være en konsekvens af fraværet. Men uanset om det skyldes angst, depression eller en diagnose, er fravær et alvorligt signal om, at der er noget galt i barnets liv, at det ikke trives og har brug for hjælp,« siger han.
Ifølge Mikael Thastum har det negative konsekvenser på både lang og kort sigt, når børn ikke går i skole.
»Barnet lærer ikke så meget, det gennemfører måske ikke en skoleuddannelse, det risikerer at blive arbejdsløs som voksen og bliver isoleret socialt,« siger han og fastslår:
»Alle børn har ret til en plads i samfundet – og til at få undervisning.«
Anette Nørgaard mener, at det, hendes søn er bukket under for, er det pres, som stadig flere skolebørn reagerer på.
»De bliver hele tiden vurderet – de skal kunne stå på en scene, de skal fremlægge for klassen og de skal testes – i alle fag,« siger hun, der fører ordet, for Viktor Nørgaard har ikke selv mod på at sætte ord på sine oplevelser.
I begyndelsen lignede det almindelig sygdom, når Viktor Nørgaard jævnligt havde ondt i hovedet og kastede op. En gang skete det en dag, hvor klassen skulle have matematikprøve. En anden gang ringede en lærer hjem, fordi Viktor var brudt sammen på skolen og havde låst sig inde, da læreren havde overrasket klassen med en prøve.
Langsomt begyndte Anette Nørgaard at ane et mønster i sønnens sygemeldinger. Når der var prøver eller fremlæggelser, blev han dårlig. Senere behøvede der ikke være en prøve, der truede. Han ville bare ikke af sted.
Det var ikke en let beslutning at lade ham blive hjemme.
»I begyndelsen gik jeg i panik og tænkte: 'Han kommer bagud' ... men med hvad – med livet?« spørger hun.
Viktor Nørgaard er ikke dårlig i skolen, han bliver ikke mobbet af de andre elever. Men han har angst. Angst for at fejle, angst for ikke at være god nok.
'Angsten er et bæst,' siger Anette Nørgaard, for den næres af sig selv og vokser sig kun større.
I dag er den 13-årige også bange for højder, for åbne pladser, for store menneskemængder, for steder og situationer, han ikke kender eller er forberedt på.
I familiens køkken hersker orden og blomstret dug på spisebordet, men en stor flyder af en sofa i stuen signalerer, at her bor en familie, der godt kan finde ud af at slappe af.
Gennem det seneste 1½ år er Anette Nørgaard blevet mødt af utallige gode råd om, hvordan hun skal håndtere sin søn. Blandt andet, at hun skal være mere håndfast og blive ved med at sende ham af sted om morgenen.
Men hun er sikker på, at det kun forværrer sønnens tilstand at gå i skole.
»For Viktor er det et spørgsmål om at overleve folkeskolen.«
I stedet for at tvinge ham har hun valgt at lytte til ham.
»Jeg tager kampen for ham, og dét virker. For han er faldet til ro. Det bedste for Viktor ville være, hvis han kunne blive undervist herhjemme,« siger hun og opponerer mod tanken om, at man skal gå i skole for at have kammerater.
»Der er en tanke om, at skolen tilbyder et socialt miljø og dernæst læring, men for Viktor er rækkefølgen omvendt. Han har brug for at få læring i skolen, men får dækket sine behov for socialt samvær andre steder.«
Som de fleste andre 13-årige spiller Viktor Nørgaard computer. Men i stedet for at bekymre sig om, at han lukker sig inde, bifalder hans mor interessen.
»Jeg ser computerspillet som hans måde at åbne sig for verden på. På nettet møder han bl.a. andre børn, der ikke går i skole, og de diskuterer udfordringerne, de har med det.«
Hun er blevet enig med sig selv om, at der er 'mange andre måder at komme gennem livet på' end at blive presset gennem folkeskolen. Om nogle år kan Viktor Nørgaard komme på efterskole, finde en passion eller tage en uddannelse på anden vis.
Kort efter at Viktor Nørgaard holdt op med at gå i skole, mødtes hans mor med lærere og en socialrådgiver for at aftale, hvordan de bedst kunne hjælpe ham.
Hun har været glad for samarbejdet både med skolen og kommunen og har oplevet, at der er en vilje til at finde en vej, som Viktor kan gå.
F.eks. har en lærer været brobygger mellem drengen og skolen. I en periode kom hun hjem til familien et par gange om ugen.
HAR DU (ELLER ER DU) ET BARN MED SKOLEVÆGRING, OG HAR DU MOD PÅ AT DELE DINE OPLEVELSER OG ERFARINGER MED B.T.'S LÆSERE? SÅ SKRIV TIL HLHO@BT.DK
»Hun fik opbygget en tillid. En dag, da de var ude at gå, drejede hun ned mod skolen. Den første dag tog de kun ét skridt, før de måtte ændre retning, fordi Viktor fik hjertebanken. Men næste gang kom de lidt længere og næste gang endnu længere. Til sidst fulgtes de i skole, hvor han fik eneundervisning.«
I dag går Victor selv i skole tre dage om ugen. Han får eneundervisning i dansk, tysk og engelsk, før han efter en time eller halvanden tager hjem igen. Matematikundervisningen, som hans mor står for, gennemføres med samme materiale, som kammeraterne bruger i klassen, men hjemme ved køkkenbordet.
»Men jeg vil gerne have lov til bare at være mor, så jeg håber, at han også kan få eneundervisning i matematik, fysik og kemi på skolen.«
Viktor Nørgaards værelse på første sal i rækkehuset i Smørum ligner alle andre teenageværelser. Bag et par computerskærme ser han YouTube og spiser morgenmad. I dag skal han i skole kl. 14. Det er aftalen. Lige nu holder aftalerne, selvom de udfordrer ham.
Anette Nørgaard er optimistisk om, at Viktor finder en anden vej end den slagne.
»Jeg tror på, at det kommer til at gå ham godt. At han finder sin hylde.«
Han skal bare lære at tro på det.
»Og det gør han – nogle gange.«
Som sidste weekend, hvor familien var taget i skoven. Familien ville til Camp Adventure i Haslev og bestige et 45 meter højt udsigtstårn. Dét udfordrede Viktors højdeskræk, men han tog med.
Da Viktors storesøster undervejs foreslog, at de næste gang også skulle prøve klatrebanerne i toppen af træerne, mente Anette Nørgaard, at de nok pressede ham lige rigeligt.
Men han svarede:
»Mor, hvorfor tror du ikke på mig?«
For Anette Nørgaard var dét en vigtig lære.
»Som forælder skal man passe på med at være den, der sætter grænser op for sit angste barn.«
Hun minder sig selv om hele tiden at udfordre angsten, for at give sin søn troen på, at der er et langt liv, der sagtens kan blive godt, selvom han – lige nu – ikke kan gå i skole.
