Hun har været så langt ude, at hun to gange har måttet stille sig selv det spørgsmål, de færreste af os forhåbentlig kommer til: Vil jeg leve, eller vil jeg dø?
Begge gange valgte sangerinden Mathilde Falch livet. Og valgte at bruge det og sine prøvelser til noget.
»Jeg fik en chance, som jeg ikke vidste, hvor kom fra. Derfor følte og føler jeg et ansvar for at være stemme for det håb, jeg savnede, da jeg var der selv,« siger Mathilde Falch, som trods sin unge alder har været gennem perioder med anoreksi, cutting og stof- og alkoholmisbrug.
Den 29-årige sangerinde gør ikke noget stort væsen af sig, når hun iført sin gule sommerkjole kommer gående. Men væsenet er der indeni. Stort og stærkt. Næret af ukuelighed og kærlighed.
I år er det 10 år siden, at hun debuterede på den danske musikscene med sine hudløst ærlige sange, som ikke kun betyder noget for hende selv, men også for mange fans, der kan spejle sig i hendes tekster.
»Jeg følte, at jeg skulle have en rolle som en, der sagde de svære ting højt. Sætte et andet ansigt på, hvordan en psykisk syg og en misbruger ser ud. For det er meget mere nuanceret end det,« siger Mathilde Falch.
Selv var hun omgivet af kærlighed, da hun voksede op i landlige omgivelser på Sydsjælland som yngste datter af rockmusikeren Michael Falch.
Men inden i Mathilde Falch varede idyllen ikke ved. I en alder af 15 blev hun ramt af anoreksi, som udviklede sig så voldsomt, at hun som 17-årig måtte tvangsindlægges på psykiatrisk afdeling.
»Da jeg blev indlagt, troede de ikke, at jeg ville overleve. Min krop kunne ikke mere,« fortæller hun om det, der startede med en følelse af at være forkert og anderledes.
»Anoreksien blev for mig langsomt selvmord. Noget med ikke at unde sig selv at have det godt. Ikke at unde sig selv at spise. Det begyndte som et selvhad, der bare voksede sig større og større.«
Det gjorde smerten indeni også. Smerten dulmede Mathilde Falch ved at skære i sig selv. På den måde, forklarer hun, flytter man smerten til noget fysisk, der gør ondt og bløder.
Men hun svandt ind til det rene ingenting. Hvor lidt vil hun ikke sige, af frygt for at unge anorektikere lader sig inspirere af det.
Som ambassadør for Landsforeningen Sind finder hun det skræmmende, hvor stort et pres tidens perfekthedskultur lægger på børn. Hun kalder det sit eget held, at hun havde en følelse af identitet, før hun selv blev syg.
»Det er svært at forstå en sygdom som anoreksi. Mange tror, at man ser en tyk pige i spejlet, selv om man er vildt tynd. Jeg ser det som en psykisk sygdom, der besætter dig.«
»Jeg vidste godt, at jeg var ved at dø af sult. Jeg vidste, at jeg var der, hvor jeg fik at vide, at jeg ikke ville overleve.«
Det var, mens hun var indlagt på psykiatrisk afdeling, at hun første gang stillede sig selv spørgsmålet, om hun ville leve eller dø. Og derfra – tilbage i livet – blev ordene og sangene hendes ventil til at få følelserne ud. Hun lærte at håndtere dem.
Men Mathilde Falchs prøvelser stoppede ikke der. Hun blev i en periode stofmisbruger, så alkoholiker.
»Lykkefølelsen var der – glæden over, at det gik godt,« forklarer hun og fortsætter:
»Mange har et billede af, at en alkoholiker er sådan en, der sidder på bænken. Men de findes alle vegne.«
»Jeg var sådan en, der sagtens kunne gøre ting. Man lærer at klare sig, når man er beruset,« siger Mathilde Falch og forklarer:
»Når man har den sygdom inden i sig, er selvhad, skam og skyld en negativ følgesvend, som hele tiden er med, fylder inde i hovedet, tager noget af glæden og giver uro.«
»Jeg har altid haft en rastløshed, en frygt for at kede mig. Når jeg var påvirket, følte jeg ikke så meget. Jeg følte samtidig, at jeg levede,« siger hun og beskriver alkoholen som et fængsel, hun ikke kunne komme ud af.
»Man er fanget af følelsen af, at man ikke har kontrollen over sit sind og sin krop,« forklarer hun og er taknemmelig for, at hun fik, hvad hun selv kalder en 'åbning' til at komme ud af det.
Endnu en gang blev hun nemlig stillet over for valget, om hun ville leve eller dø.
I en alder af 25 var hun syg konstant og blev sendt til en række kontroller. Og en dag spurgte lægen hende lige ud, om hun var alkoholiker, for hendes lever havde det virkelig skidt.
»Min krop var kørt ned. Den var 90 år. Når du har anoreksi, sker der en udsultning af organerne. Og at hælde sprit på bagefter, det kan kroppen ikke holde til,« forklarer hun og fortsætter:
»Jeg havde erkendt år forinden, at jeg havde et problem. Men jeg havde håbet, at jeg kunne lære at være en, der kunne drikke et glas vin i ny og næ.«
»Men jeg måtte erkende, at det kunne og kan jeg ikke. Jeg kan ikke styre det. Og samtidig fjerner det min livsglæde, truer alt det, som jeg elsker. Min musik, min mand, min glæde. Så ligesom med anoreksien var jeg nødt til at stille mig selv spørgsmålet: 'Vil du leve, eller vil du dø?'«
Hvor det engang var smerte, vrede og selvhad, der var hendes brændstof, er det nu kærligheden. Sådan har det været i mange år.
»Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne være sammen med sådan en sød mand fra Kolding,« smiler hun med reference til sin mands baggrund.
»Jeg tror, jeg havde forestillet mig, at jeg kun kunne være sammen med andre, der var fucked op. Men da jeg mødte min mand, blev jeg ret bevidst om ikke at fucke det op. For jeg ved, at jeg dør, hvis jeg ikke har kærligheden.«
Komiker Jesper Juhl – som Mathilde Falch har været gift med siden 2012 – mødte hun, kort efter at hun blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling.
Han var ufattelig sjov og kunne få hende til at grine. Men det allerbedste i verden var, når hun kunne få ham til at grine. Og fremfor alt troede – og tror – han på hende.
»Han er blevet ved med at tro på, at jeg kunne være en rigtig god kone og på sigt blive en rigtig god mor. Han troede på, at jeg kunne komme gennem den kamp.«
»Den tro har været sindssygt vigtig for mig. For den person vil jeg gerne være for ham.«
Mathilde Falch er blevet den kone og den mor. Hun er en ædru alkoholiker. En ædru musiker.
»En bedre musiker,« griner hun.
»De bedste oplevelser, jeg har haft med min musik, har jeg haft, efter jeg blev ædru. Nu kan musikken være en rus i sig selv. Jeg har fundet ud af, at jeg er vildere uden alkohol,« smiler Mathilde Falch, som er aktuel med et livealbum.
Rastløsheden bruger hun i dag til gode og konstruktive ting. Ikke mindst til at hjælpe andre. For, som hun siger, opstår der et naturligt tomrum, når man stopper med noget.
»Jeg er blevet god til at tjekke mit sind, tjekke, hvad der er godt og dårligt for mig. Det gør, at jeg i dag har et rigtig godt liv og også kan klare det, når det stormer udefra.«
