22 år har de været sammen. Været stort set uadskillelige og så lykkelige, at deres to døtre på 18 og 11 næsten skammer sig.

»Det er lige før, at vores børn siger 'nu må I altså holde op'. For vi skal hele tiden lige kramme og kysse,« griner Anders Bircow. Uden den mindste skam i livet.

Den 67-årige komiker og skuespiller var syv år tidligere blevet skilt fra sin første kone, Charlotte, da han i 1997 faldt pladask for den 14 år yngre Marion.

Han havde haft kærester i de mellemliggende år og var egentlig slet ikke klar til en ny. Men det forandrede sig dén dag på golfbanen i Humlebæk mellem hul ni og ti, hvor han fik øje på hende.

Anders Bircow med sin kone, Marion, som han har været sammen med i 22 år.
Anders Bircow med sin kone, Marion, som han har været sammen med i 22 år. Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

»Det er faktisk stort set eneste gang i mit liv, at jeg har været nødt til at gøre mine hoser grønne og jagte en date. Alt andet er kommet til mig.«

»Jeg var jo ham med de brune øjne, ham den krøllede, charmerende og berømte. Så jeg blev 'plukket' gang på gang, og derfor var det sjældent, at jeg gik efter byttet,« mindes Anders Bircow, som ikke mindst takket være komikertrioen Linie 3 var en stor stjerne.

Præcis hvor stor en stjerne, har han siden måttet forklare sin undrende teenagedatter Sophia.

»Jeg fortalte hende, hvor mange fanbreve jeg fik tilsendt hver uge, da vi slog igennem. At jeg sådan cirka var den tids Christopher,« griner Anders Bircow og fortsætter:

Linie 3 med den charmerende og krøllede Anders Bircow i midten. Han var meget populær blandt damerne.
Linie 3 med den charmerende og krøllede Anders Bircow i midten. Han var meget populær blandt damerne. Foto: NF/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Dét kunne hun forstå. Og når jeg viser hende billeder fra dengang, siger hun bare 'wauv'.«

»Selvfølgelig var det fantastisk og dejligt at være så feteret,« indrømmer han. »Men jeg udnyttede det heldigvis ikke til fulde.«

Berømtheden og de brune øjne prellede dog af på den 14 år yngre Marion tilbage i 1997. Så Anders Bircow måtte virkelig yde en indsats for at skaffe hendes telefonnummer. Og dernæst overtale hende til en date.

Den romantiske ramme for den blev en mexicansk restaurant. Men heller ikke dét gik helt gnidningsløst.

»På bordet stod en skål med creme fraiche, og med mine store fagter fik jeg væltet den ud over bordkanten, så den landede lige nede i hendes åbne sandal.«

»Jeg vil ikke ligefrem anbefale det som et godt scoretrick, men det virkede. For vi har været sammen lige siden,« siger han med nyforelskede øjne om sin Marion.

Han erkender blankt, at det var dét, at hun spillede golf, og at hun så godt ud, som han dengang faldt for.

Men når de har holdt sammen i så mange år, skyldes det ikke mindst, at de forstår hinanden. At hun forstår og respekterer, at han ikke altid er 100 procent til stede.

I 2000 blev Anders Bircow gift med sin Marion på den golfbane, hvor de mødtes første gang.
I 2000 blev Anders Bircow gift med sin Marion på den golfbane, hvor de mødtes første gang. Foto: Privat
Vis mere

»Fordi hun selv er tidligere topdanser, firedobbelt danmarksmester i standard og har repræsenteret Danmark ved både EM og VM, ved hun, hvad det vil sige at være fuldstændig dedikeret og inde i en osteklokke op til et nyt show.«

Parret blev gift i 2000. På dén golfbane, hvor de mødtes første gang.

Siden har de fået døtrene Julia og Sophia, som begge er blevet smittet med fars skuespil-virus.