Nytårsaften i København bliver i år noget mere spektakulær og højlydt, end den plejer.

Her kommer Tivoli nemlig til at bidrage med et helt ekstraordinært, stort nytårsfyrværkeri.

Forlystelseshaven er på grund af de nuværende coronarestriktioner lukket nytårsaften, og netop derfor er det muligt for Tivoli at fyre ekstra stort og højtflyvende fyrværkeri af.

Alle kan derfor med fordel kigge i retning af Tivoli på årets sidste dag klokken 23 og nyde synet af Københavns og årets største festbombardement, skriver forlystelseshaven i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at Tivolis fyrværkerimester og hans folk har store mængder krudt på lager, som de vil lyse aftenhimlen op med.

Helt konkret drejer det sig om 1241 stjerner, 2.641 bombetter, 665 luftbomber og 1241 romerlys. Det er ti procent mere fyrværkeri, end Tivoli skød af nytårsaften sidste år.

»Der er udsigt til et imponerende show på himlen, der kan gøre selv den vildeste fyrværkerientusiast grøn af misundelse, da det affyres i op til 175 meters højde over Tivoli,« lyder det i pressemeddelelsen.

Årsagen til at nytårsfyrværkeriet kan blive endnu mere iøjnefaldende end normalt, er, at der ikke må være gæster inde i forlystelseshaven.

Det gør det muligt for Tivolis fyrværkerimester at benytte både Koncertsalens tag og Plænen til at affyre fyrværkeri, der kommer højere op og giver større lyseffekter på himlen.

Arkivfoto af Tivolis fyrværkerishow nytårsaften i København natten mellem 31. december 2013 og 1. januar 2014.
Arkivfoto af Tivolis fyrværkerishow nytårsaften i København natten mellem 31. december 2013 og 1. januar 2014. Kasper Palsnov

Det ekstraordinære fyrværkeri forventes at kunne ses over hele hovedstaden, og faktisk er der ikke nogen grund til at søge i retning af Tivoli, for det store og højtflyvende show vil tage sig flot ud på afstand.

Tivolis kulturdirektør Frederik Wiedemann siger om nytårsfyrværkeriet:

»Vi vil gribe muligheden for at lave et ekstraordinært nytårsfyrværkeri som tak til københavnerne for deres opbakning og mange besøg hos os.«

»De har været med til at gøre 2021 til et festligt og flot år i Tivoli trods alle udfordringerne med covid-19. Når nu vi ikke kan have gæster inde i forlystelseshaven på dagen, kan vi sende en spektakulær nytårshilsen ud til hele byen.«