»Jeg sov ikke. Jeg kunne ikke spise. Når jeg var på arbejde, kunne jeg ikke koncentrere mig. Jeg måtte sygemelde mig på et tidspunkt i hans forløb. Af frygt for at miste ham.«
28-årige Michael Astrup Sørensen har blot været far i tre et halvt år. Han kan om nogen sige, at det er hårdt arbejde at blive forælder. Ikke på grund af søvnløse nætter, babygylp og skråleri. Men af helt andre årsager.
Når lille Liam løber rundt i huset i Gjerlev nær Randers, er det ikke til at se på den lille purk, at han for to måneder gennemgik en stor og alvorlig operation. Han råber og løber fra den ende af huset til den anden.
Han render med vilje ind i B.T.s fotograf, der er udfordret af, at vildbassen ikke kan sidde stille bare et øjeblik.
Liam er et ønskebarn, fortæller ægteparret, 27-årige Maja og 28-årige Michael Astrup Sørensen. De har dannet par i seks år.
Smilene breder sig, som var de nyforelskede, når de taler om sønnen.
De havde dog aldrig drømt om, at forældreskabet skulle gå hånd i hånd med talrige hospitalsbesøg og bekymringer om liv eller død.
»Jeg har lært at fokusere på det, jeg har, i stedet for noget slemt, jeg forestiller mig kan ske,« siger Michael Astrup Sørensen.
Han har tatoveringer op ad arme og ben, huller i ørerne, rødt fuldskæg og et atletisk ydre. Han ligner ikke en, man forestiller sig tager imod gode råd fra en psykolog. Men det har han altså gjort, da hverdagen ramlede.
Allerede ved 20-ugers scanningen fik de unge forældre fornemmelsen af, at noget var galt.
Lægerne kunne se en misdannelse omkring urinvejene, og at nyrerne var for store. Læg dertil, at vidunderet i maven havde klumpfod. Men det var ikke noget, de skulle være bekymrede for, lød det fra lægerne.
»Vi lyttede til, hvad de sagde, og tog den med ro,« siger Maja Astrup Sørensen.
Misdannelsen omkring urinvejene betød, at Liam ikke kunne komme af med vandet som andre mennesker, så urinen hobede sig op i kroppen. Derfor skulle fødslen sættes i gang en måned før tid, så misdannelsen ved hjælp af et mindre indgreb kunne ordnes.
Da Liam blev født, stod det dog hurtigt klart for lægerne, at misdannelsen var mere alvorlig end først antaget. Forældrene husker knap, hvad der helt præcist skete, og hvad der blev sagt.
»Jeg havde blackout i de uger,« som moderen formulerer det.
De skubbede det foran sig, at Liam måske en dag skulle i dialyse og i værste fald have ny nyre.
Det blev hverdag med utallige hospitalsbesøg, blodprøver, hjemmedialyse osv. Forældrene har begge taget orlov fra deres arbejde som hhv. kontorassistent og klejnsmed for at håndtere udfordringerne med et sygt barn.
Som årene gik, stod det dog klart, at der ikke var nogen vej uden om: I april 2019 kom Liam på venteliste til en ny nyre. Han kom kortvarigt af listen igen, da han fik bughulebetændelse, men fik en plads igen i september 2019.
»Jeg havde det svært med tanken om, at et andet barn skulle miste livet. Vi vidste ikke, at han kunne få en nyre fra en voksen,« siger Maja Astrup Sørensen.
Michael supplerer:
»Jeg tænkte bare: Endelig! Vi havde i så mange år kæmpet for, at han kunne tage på, fordi han ikke har indtaget andet end sondemad. Det var en lettelse,« siger faderen.
Flere i og uden for familien stod klar til at ville give Liam en nyre. Michael er et match, men fordi Liam formentlig vil skulle have skiftet nyren ud flere gange i løbet af sit liv, ville lægerne ikke risikere at 'bruge' Michael med det samme. Læg dertil, at to store operationer i samme familie på samme tid er en dårlig ide.
Herhjemme står mange danskere på venteliste til et nyt organ, men når man er barn, kommer man foran i køen. Til Liams held. For den 9. januar i år ringede Majas mobiltelefon.
»Jeg hylede. Men af glæde,« husker moderen.
Der var et match.
Liam ved ikke, hvad det betyder, at han er blevet opereret og har fået en nyre fra et fremmed menneske.
Han spæner rundt som enhver anden lille dreng på tre år. Han græder, når han er træt, og griner over hele femøren, når han bliver begejstret.
Forældrene er glade for, at han ikke har forstået alvoren.
De ved endnu ikke, om Liams krop vil afstøde det nye organ. Der skal gå tre måneder, før man med sikkerhed kan sige, at alt er godt.
»Vi kan ikke gøre noget ved ventetiden. Vi tager en dag ad gangen,« siger Maja Astrup Sørensen, og man fornemmer de rolige jyske aner.
I mellemtiden er deres håb for fremtiden, at flere danskere tager stilling til organdonation.
»Det behøver ikke være ja. Men bare man tager stilling,« siger forældrene, mens Liam drøner forbi spisebordet med en plastikburger i hånden.
