Manu Sareens mor nåede af to omgange at blive nyretransplanteret. Nu fortæller den tidligere politiker åbenhjertigt og ærligt om, hvordan det var at være pårørende til en nyresyg mor.
»Jeg har altid været tæt på min mor. Der var stor kærlighed, men jeg var også nødsaget til sommetider at kigge den anden vej, fordi det var så frygteligt,« siger han.
Manu Sareen, der i dag arbejder på P1-programmet 'Manus Manege', har netop sagt ja til at blive ambassadør for patientforeningen “Organdonation - Ja tak”. Foreningen arbejder for at forbedre organdonation i Danmark og vilkårene for dem, som er ramt af organsvigt.
At sige ja til ambassadørrollen var oplagt, da han på nærmeste hold har oplevet at være pårørende til en, der må vente, vente og vente mere på et organ, der måske kommer.
Han ved også, hvordan det føles, når livet langsomt suges ud af den, man elsker, og man intet kan gøre for at tage smerten.
»Hun var et meget aktivt menneske og havde masser af gå-på-mod og var altid positiv. Men alt det forsvandt, da hun blev syg,« siger den i dag 52-årige Manu Sareen, far til fire og gift.
Han var i starten af 20’erne, da moderen blev nyresyg. Hun havde været ude at rejse og havde besøgt et hospital i Indien, hvor hun fik tuberkulose i nyrerne.
Smitten blev fatal, og moderen blev så syg, at hun flere gange om ugen måtte i dialyse. Ved dialyse fjerner man affaldsstoffer fra kroppen og regulerer kroppens salt-, syre- og væskebalance. Uden dialyse overlever man ikke, og eneste løsning på at blive rask er et nyt organ.
»Vi talte aldrig om døden, men det var en følgesvend på en eller anden måde. Sådan tror jeg, de fleste mennesker har det - vi kan ikke lide at tale om det, der er endeligt,« siger han.
Manu Sareen var ofte med på hospitalet, når moderen var i dialyse. Her tilbragte han timevis, mens moderen sad koblet til apparaterne i håbet om at få det bedre.
»Jeg havde ofte dårlig samvittighed. Hun sad bare der og havde så mange smerter og kunne ikke noget. Hvis jeg fik en sodavand, så måtte hun sidde og sutte på en isterning, fordi hendes krop ikke kunne udskille væske,« husker den tidligere politiker.
Som årene gik, fik hun det værre, og hun kom på venteliste til et nyt organ.
»Det er ulideligt med ventetiden,« husker han.
»Jeg tænkte ofte på, hvad jeg kunne gøre for hende, hvornår der kom et nyt organ og på de smerter, hun havde.«
Men moderen var en af de heldige. Hun fik et nyt organ, som matchede. Manu Sareen husker ikke meget fra tiden omkring operationen. Det har han fortrængt, som han formulerer det.
»Det var mærkeligt på alle måder, at en, der var død, levede videre i min mor,« siger han.
Alligevel er Manu Sareen i dag ikke i tvivl om, hvorvidt han selv ville donere sine organer til et andet menneske. For de mange timer på hospitalet har sat sine spor:
»Det er en etisk krævende beslutning, men min holdning er klar omkring det. Jeg er selv organdonor, og jeg er også tilhænger af, at man automatisk bliver organdonor, og at man så selv kan melde det fra som 18-årig, hvis det er det, man ønsker,« siger den 52-årige eksminister.
Et politisk forslag, der for nylig er blevet stemt ned i Folketinget, men som patientforeningen ‘Organdonation - ja tak’ stadig arbejder for at få implementeret.
»Min mor kunne komme i dialyse, men hjerte- og lungepatienter har jo ikke den mulighed for at få forlænget livet. Jeg mødte mange patienter på hospitalet, der stod i den situation, « siger Manu Sareen, der har et ønske om, at ventelisterne nedbringes.
Efter transplantationen fik moderen det bedre med det samme. Hun blev igen sig selv, selvom hun stadig skulle tage meget medicin.
Lykken varede dog kort, da kroppen efter bare få år begyndte at afstøde det nye organ. Derfor kom moderen igen på venteliste. Heldigvis ikke længe.
»Hun var ekstrem heldig. Jeg blev bare så glad, der da igen var et match,« siger Manu Sareen.
Hans mor blev 64 år. Hun døde i 2008 af fem blodpropper i hjernen. Kroppen var formentlig slidt af medicin og følgesygdomme på grund af transplantationerne. I gennemsnit lever halvdelen af de mennesker, der nyretransplanteres i dag, med deres nye nyre i minimum 10 år.
