I en lille, men spritny og topmoderniseret skurvogn på Akvavitvej er der gang i ovnen.

Omringet af stilet nips, træfarvede paneler og grønne frodige planter står den og bager løs, mens varmen siver ud til alle afkroge af lokalet.

Den bager på noget helt specielt. Nemlig kopper med bryster og penisser på, der danner keramikforretningen Handmade by Tone.

»Jeg ville egentlig først lave marketing for Redbull på deres hovedkontor i Østrig,« siger stifteren Tone Rafn Tygesen og griner over absurditeten i det store karriereskift.

Tone Rafn Tygesen har haft sin keramikbutik Handmade by Tone kørende på fuld tid siden januar. Foto: Rebecca Haugaard Christensen
Tone Rafn Tygesen har haft sin keramikbutik Handmade by Tone kørende på fuld tid siden januar. Foto: Rebecca Haugaard Christensen

Keramikeren flyttede for seks år siden til Aalborg for at få de uddannelser, der kunne give hende drømmejobbet på den verdenskendte energidriks hovedkontor.

»Så var der et mørkt efterår for tre år siden, hvor jeg bare trængte til at lave noget nyt. Så begyndte jeg på keramikkursus,« siger Tone Rafn Tygesen.

Formkunsten fangede hurtigt hendes opmærksomhed.

»Jeg fandt ud af, at det bare var så fedt at kunne forme lige det, man vil, i ler. Det er også vildt fascinerende, at der er så stort håndværk bag og en masse kemi, der skal gå op i forhold til de typer af ler, man skal bruge til forskellige ting,« siger hun.

Tone Rafn Tygesen begyndte at udvikle sine signaturkopper sideløbende med, at hun gjorde sin uddannelse færdig.

Handmade by Tones brystkopper er meget populære blandt privatpersoner samt firmaer, der vil forhandle kopperne i deres butikker. Foto: Rebecca Haugaard Christensen
Handmade by Tones brystkopper er meget populære blandt privatpersoner samt firmaer, der vil forhandle kopperne i deres butikker. Foto: Rebecca Haugaard Christensen

Til sidst tog butikken dog så meget fart, at hun i januar 2021 valgte at gå fuld tid med den.

Hvorfor hendes signaturkopper endte med at vise bryster og penisser i alskens former, er der en helt speciel grund til.

»Jeg synes bare, der er så stort fokus på den 'perfekte' krop og seksualiseringen af kroppen på alt fra Instagram til reklamer, og det prøver jeg at tage lidt fokus fra ved at lave de her kopper. Jeg vil prøve at fremhæve alle kroppe og ikke kun de, der bliver fremstillet som perfekte.«

Efter ni måneder som fuldtidskeramiker- og butiksejer har hun nu ti leverandører inklusiv tre på venteliste, en enmandsproduktion på over 200 kopper om måneden, en udsolgt webshop og store grupper privatkunder, der melder sig til hendes lav-din-egen-kop kurser.

Succesen kom bag på Tone Rafn Tygesen, men hun kan samtidig godt forstå, hvorfor mange kan lide konceptet.

»Jeg tror, kopperne er blevet populære, fordi de rammer tiden. De er en hyldest til kroppen og en måde at vise, at alle former for kroppe kan pynte i ethvert hjem, uden at de bliver en løftet pegefinger. Og så giver de bare liv og humor,« siger butiksejeren.

Hun oplever, at kopperne har sat gang i tankerne hos kunderne.

»Specielt ældre damer, som køber kopperne, siger tit, at de faktisk synes, det er synd for unge kvinder, at der der så strenge regler for, hvordan de skal se ud. De forstår godt, at det kan være svært at være ung kvinde, når alle de kroppe, man ser på sociale medier, kan være så forskellige fra den krop, man selv har. Så kan det være svært at føle, at man passer ind,« siger hun.

Selvom Tone Rafn Tygesens butik kun har eksisteret i kort tid, står hun allerede klar med flere håndfulde ideer til sit koppemekka.

»Jeg vil blandt andet gerne udvide til også at sælge kopperne i Norge og Svergie. Det kunne også være fedt at udvide den lille café, der er herinde og lave flere workshops. Jeg vil også udvikle på de ting, jeg laver, så der kommer flere ting end herre- og damekopperne,« remser hun op.

Men desværre mangler hun én ting for at få tingene til at gå i opfyldelse: tid.

Derfor vil hun også hyre en ekstra medarbejder.

Men at lukke et menneske ind i en proces, hun ikke selv har lært at slappe helt af i endnu, er sværere end som så.

»Det er jo ikke sådan, at jeg tænker, det slutter i morgen. Men det er bare stort at forpligte sig til at sikre løn til andre end mig selv. Jeg skal lige være sikker nok på, at det nok skal gå,« siger hun.

Tone Rafn Tygesen fortæller, at der er mange spændende samarbejder på vej.

Derudover har hun lige fået sin første internationale leverandøraftale hjem med Kunsthal Mannheim.