»Huset er røgfyldt, der lugter af brand, og vi ved ikke, om beboeren er hjemme.«
Cirka sådan lød meldingen, da naboer til en brand i en ældrebolig på Skolevej i Nørresundby søndag klokken 10.28 slog alarm.
Det fortæller indsatsleder Jakob Schmidt fra Nordjyllands Beredskab.
»Derfor indsatte vi hurtigt et røgdykkerhold, som skulle ud og be- eller afkræfte, om der er personer i huset,« forklarer han.
En autosprøjte, en stigevogn og indsatslederbil var en del af selve slukningsarbejdet. I alt deltog syv mand. Jakob Schmidt fortæller:
»Der var kraftigt røgfuldt inde i huset. En sort og tæt røg. Og der var en risiko for, at der ville ske en antændelse af røggasser, når vi åbnede døren. Så vi skulle passe på.«
Røggasserne blev dog ikke antændt. Og heldigvis gik gennemsøgningen af huset godt:
»Røgdykkerne fandt hurtigt ud af, at der ikke var nogen hjemme. Og fra politiet fik vi samtidig bekræftet, at den 90-årige beboer var til et privat arrangement ude i byen,« uddyber indsatslederen.
Brandfolkene kunne hurtigt konstatere, at brandårsagen var en tændt kogeplade, som kvinden havde efterladt aviser, reklamer og en brødkurv ovenpå.
Huset er blevet så sod-, røg- og brandskadet, at det ikke er beboeligt det næste stykke tid. Så derfor skal den 90-årige kvinde finde en anden bolig.
Selve branden begrænsede sig til køkkenet i den 90-åriges bolig, og naboerne til kvinden i enderækkehuset blev hurtigt evakueret.


